Efterslægt

Vejledning

Her starter fortsættelsen af familiehistorien med beskrivelse af ølbryggerfamiliens børn (3. GENERATION - fra os). Vi forlader altså ølbryggeriet og Løgumkloster.

Vi forsøger nu at svare på spørgsmålet: ”Hvad blev der egentlig af børnene fra Schulz-Løgumkloster-familien,

(1) Abeline

(2) Mette Marie ’Metha’

(3) Nicolai

(4) Anton

(5) Andreas

(6) Marie Dorthea ’Mie’).

Vi har tildelt hver af børnene deres egen hovedmenu/-fane! Navnene på hovedmenuerne/-fanerne en kombination af efternavn (efter bryllup for pigernes vedkommende) efterfulgt af den lokalitet, hvor de bor det meste af deres liv. Eksempel: (1) Abelines menu/fane hedder fx LORENZEN, BREDEBRO fordi, hun bliver gift Lorenzen og bor det meste af sit liv sammen med manden Laust Lorenzen i Bredebro.

(1) Abeline får imidlertid mere omtale i en særlig ekstra hovedmenu, nemlig ABELINES DAGBOG. Her behandles hendes egen omfattende dagbog.

Navnene på alle underliggende faner er følgende:

Hovedmenuernes/-faners navne

(1)    LORENZEN, BREDEBRO

         ABELINES DAGBOG

(2)    ROOST, METTE MARIE

(3)    NICOLAI, AMERIKA

(4)    SCHULZ, ANTON, LGKL

(5)    SCHULZ, HELLEVAD

(6)    DAU, DYBØL

• KILDER
• EFTERSKRIFT
• SIDSTE NYT

-

Lidt om historiske omstændigheder

Undervejs i vores beskæftigelse med de seks børns skæbner, kan man ikke undgå at lægge mærke til, hvor stor og altafgørende en indflydelse 1800-tallets religiøse vækkelse får for disse børn.

Mange vil under læsningen helt sikkert undere sig over, hvor voldsom, succesrig og gennemgribende den religiøse vækkelse var på den tid. Helt naturligt stiller man sig selv spørgsmålet: ”Hvad er forklaringen på, at vækkelsen var så succesfuld på netop dette tidspunkt i Nordslesvig?”.

De enkle entydige svar på succesen findes ikke, men vi kan måske komme lidt tættere på et svar, ved at kigge tilbage på de.

-

Pietismen

Et vigtigt element er at Slesvig-Holsten i 1700-tallet og 1800-tallets første halvdel blev præget af pietismen. Heri ligger en mere følelsesbetonet tilgang til troen end i den gamle mere strenge ortodokse lutherske tilgang. Måske noget af ”klangbunden” for en personlig involvering i trosspørgsmålet blev lagt i pietismens tid?

Her følger et afsnit om Brorson og Brødremenigheden i Christiansfeld, som ikke er færdigskrevet!

Hovedtræk i 1800-tallets generelle historie

Den verden, som vores Schulz-Løgumklosterfamilie vokser op i, er på ret mange områder temmelig meget anderledes en den verden, vi kender i dag.

1800-tallet er tiden, hvor Europa såvel som Danmark for alvor bliver sig historisk bevidst. Interessen for det historiske og det nationale ser vi bl.a i etablering af et nationalt museum i København. Interessen for det nationale og det historiske afspejles i kulturlivet. Oehlenschläger digter om guldhorn, B.S. Ingemann skriver historiske romaner og H.C. Andersen skriver fx fædrelandssangen ”I Danmark er jeg født” osv.

1800-tallet er også tiden, hvor oplysning bliver sat i system. Alle danske børn både piger og drenge skal nu lære at læse og skrive (skoleloven af 1814), og i skolen skulle uddannelse og dannelse gå hånd i hånd. B.S. Ingemann skriver i den anledning bl.a. 7 morgensange og 7 aftensange til skolens børn, H.C. Andersen skriver eventyr for både børn og voksne osv.

Oplysning og dyrkelsen af nationen (fædrelandet) og det danske sprog, (modersmålet) fletter sig ikke kun ind i romantikkens kulturliv på "Det Kongelige Teater" men også kirkelivet. Især i Grundtvigs salmer ser man det, og nu må man også gdot sætte dannebrog på juletræet, for nu at sige det meget kort.

Det er især N.S.F. Grundtvig, som i kirkekredse for stor folkelig gennemslagskraft. Han forstår at kombinere uddannelse, oplysning og åndelig oplivelse ved dyrkelsen af den særlige ”danske folkeånd”, som han kaldte det. Der er flere udløbere af Grundtvigs virke, nemlig hans teologi og salmerne men også grundlæggelsen af de første folkehøjskoler (igen: et særlig dansk(!) fænomen).

Lidt over midten i 1800-tallet sker den store katastrofe. I 1864 erklærerer Danmark krig mod Preussen og taber. Katastrofen ved Dybbøl betyder kort tid derefter, at Slesvig-Holsten og Lauenburg med et bliver en del af Tyskland. Det vi kender i dag som Sønderjylland bliver en del af de tyske kejserrige.

Her er kimen til et svar på vores spørgsmål. Adskillelsen fra Danmark fik rigtig mange konsekvenser af både af praktisk, politiske og kulturel art. Alle danske kulturstrømninger fik en brat ende for de mennesker, som boede syd for Kongeåen. For dem forsvandt logiken og mulighederne iøvrigt for at dyrke det nationale. Unge mænd skulle nu aflægge troskab mod den tyske kejser og ikke den danske konge fx . Der skulle nu undervises på tysk i skolerne, præsterne skulle prædike på tysk (i byerne ihverfald) og embedsværket blev styret fra Tyskland.

Der opstod med andre ord flere dilemmaer. Grundtvigske ”danske folkeånd” kunne ikke dyrkes her, og den grundtvigianske del af kirkelivet får næste umulige vilkår for overlevelse. Først hen mod slutningen af århundredet ser man en lille opblomstring af Grundtvigske frikirker i Nordslesvig.

I det danske kirkeliv fandtes imidlertid også en anden stærk bevægelsen, nemlig Indre Mission med præsten Vilhelm Beck i spidsen. I 1861 blev hans ”Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark” grundlagt. Denne forening havde formået at oprette forbindelser til Nordslesvig i 1860’erne inden 1864-krigen, men også disse forbindelse blev svækket alvorligt at krigsudfaldet.

Der skulle gå en rum tid – ca. to årtier- før noget organiseret dansksproget kirkeliv igen dukkede op i Slesvig, nemlig i 1886.

1868; "Gudsrigets Fremme"

Kigger man nærmere efter, var der dog forløbere. (1) Præster og lægfolk med forskelligt nationalt sindelag (Bjolderup-præsten Jørgen Michaelsen var hovedinitiativtager) igangsatte et missionsarbejde i 1868. Foreningen kaldte sig ”Kirkelig Forening for Guds Riges Fremme i Slesvig”, og de søsatte også det første dansksprogede opbyggelige blad i Nordslesvig. Det hed ”Elias”.

1875; "Evangelisk-Luthersk Missionsforening for Nordslesvig"

(2) Et tilsvarende vækkelsesarbejde så dagens lys i 1870’erne. Rinkenæspræsten Emil Wacker oprettede ”Evangelisk-Luthersk Missionsforening for Nordslesvig” (1875), og deres blad fik navnet ”Kirkeligt Søndagsblad” – også dansksproget.

(3) Et tredje initiativ kom fra Aaberaapræsten Hans Tonnesen. Han var kendt som en dygtig vækkelsesprædikant inspireret af den tyske erfaringsteolog professor Friedrich R Frank (fra Erlangen). Hans Tonnesen tog initiativ til endnu et blad, nemlig ”Sædekornet”, som snart blev et populært opbyggelsesskrift i store dele af Nordslesvig.

Sædekornets læsere, var ikke blot læsere, men også økonomiske støtter af det sociale arbejde og herunder især Diakonissestiftelsen i Flensborg, et organiseret (bl.a. ydre-) missionarbejde i Brecklum (Sydslesvig) og Nordslesvigsk Asylforeningen. Sidstnævnte tog sig at skaffe plejefamilier til udsatte børn, og drev et børnehjem.

1886; "Kirkelig forening for Indre Mission i Nordslesvig"

Jorden var således ”gødet”, da den tabte forbindelse til Danmark bliver genoprettet. Vilhelm Beck taler ved et årsmøde i den Slesvig-Holsten og slår til lyd for et samarbejde mellem præster og lægfolk som en effektiv vej til genoplivelse af den lutherske folkekirke og en måned senere i nov. 1886 stiftes den slesvigske udgave af IM i Danmark under navnet ”Kirkelig Forening for Indre Mission i Nordslesvig”.

Året efter kommer Vilhelm Beck tilbage ved 1. års festligholdensen for grundlæggelsen, og i sin ”vækkelsestale”, som blev mødt med stor begejstring i øvrigt, kommer han med en karakteristisk advarsel om ikke at blande sig i den nationale strid. Igen en understregning af, at det tyske styre holdt skarpt øje med, at der ikke kom dansk nationalsindede tilbøjeligheder ind af bagdøren.

Bestyrelsen for den nye forening kom til at bestå af fem præster og to lægmænd (alle født i Nordslesvig) nemlig: Pastor Nicolai C. Nielsen (som blev formand i en menneskealder lidt senere), Højrup (førte formand), Hans Tonnesen (sekretær) og pianofabrikant Peter Jacobsen, Haderslev (kasserer). De øvrige medlemmer var baron Jaspar von Oertzen, præsten Heinrich Lawaetz, Ulkebøl, Carl Obbarius, Hammelev, og Rudolph Bahnsen, Bylderup.

Denne nystiftede Indre Missionske forening får stor udbredelse og succes ud over det sædvanlig, og i meget litteratur om emnet taler man om den store vækkelsestid fra 1890’erne til og med 1. verdenskrig.

En af de mest pædagogiske måder at vise, hvor stor en succes IM-vækkelsen var, er ved at vise en graf over, hvor mange missionshuse der blev bygget hvornår (Danmark incl. Nordslesvig).

I årtiet 1890-1899 bygges 323 missionhuset. I årtiet 1900-1909 er tallet ”faldet” til 221, men herefter flader kurven noget ud fra 1. verdenskrig og ind til 1930. Efter 2. verdenskrig bygges kun ganske få nye missionshuset.

Ølbryggerfamiliens børn bliver alle en del af Indre Missions vækkelse

Vi har allerede hørt om, hvordan Andreas J. Schulz fra Hellevad påvirker sin bror Anton Schulz i Løgumkloster til at gå med i vækkelsesbevægelsen. Det stoppede imidlertid ikke der.

Hvornår præcist at Abeline bliver en del af bevægelsen ved vi ikke, men da vi begyndte at læse i hendes dagbog, var al tvivl fejet væk. Hun blev også en del af bevægelsen.

Abelines dagbog fortæller endvidere om, at lillesøster Mette Marie kaldet ’Metha’ også bliver ”omvendt”. Endelig kender vi til familiebreve fra Schulz-Hellevad familien, som viser, at Andreas’s lillesøster Maria Dorthea kaldet ’Mie’ også bliver en del af Indre Missions bevægelse. Den eneste af de seks søskende, som (måske) falder udenfor mønstret er broderen Nicolai, som emigrerer til Amerika. Ham ved vi imidlertid kun meget lidt om (på nuværende tidspunkt).

Kære læser. Her slutter vores lille (ekstra) indslag om 1800-tallet og dets kulturelle og religiøse bevægelser. Familiekrønniken her fortsætter under fanebladet LORENZEN, BREDEBRO, som handler om Abelines liv og skæbne.