Vores kildekommentarer til ”Der Bierbrauer” (se længere nede på siden)
Hvem er forfatteren?
Vi ved det ikke. Ovenstående tekst er en renskrivning af en i forvejen maskinskreven tekst forfattet af en anonym – foreløbig ikke identificeret – præst, som jfr. teksten selv var vækkelsesprædikant i et nabosogn til Løgumkloster Sogn o. 1900. Et kvalificeret gæt ville være Pastor Simonsen fra Nr. Løgum Sogn.
Hvornår blev teksten skrevet?
I teksten beskriver præsten sin egen rolle i forbindelse med ’vækkelsen’ af Anton Schulz. Vi har hæftet os ved sætningen:
”Sein tod hat uns vorläufig getrennt”
(f. 24/12 1864) dør ca. 1942 må teksten derfor være forfattet senere end 1942.
Da
”Der Bierbrauer"
Ich bin ins erzählen geraten und sollte vielleicht aufhören. Aber es könnte, was ich noch hinzufügen möchte, diesem und jenem zum zegen wärden, und daher wage ich die fortsetzung.
, hatte brauen angesetzt um ja nicht in die versuchung zu kommen, zur kirche gehen und diesen verschrieenen pastor zu hören. Es half indes nicht, er musste hin, zumal ein bruder aus Hellewatt, ein maler, ein gläubiger mann, ihm zuredete.
Ich wurde nach dem benachbarten Lügumkloster eingeladen, um auf einem missionsfeste zu predigen. Ich war dort allerdings gut verschrien als ein ”Baptist”. Ein gastwirt und bierbrauer,
Da sieht er nun mich auf der kanzel. Schon mein aussehen versetzte ihn in erstaunen. Er hatte eine lange, magere bleiche gestalt, ein gespenst erwartet, und nun steht da ein grosser, kräftiger mensch. – Dan predige ich. Unter anderm führte ich aus, was wir den heiden bringen wollten und was nicht. Unssere kultur wolltem wir ihnen nicht bringen, die sei ethisch zu kraftlos. Könnte man doch im wirtshaus gelegentlich junge gebildete männer, ja auch akademisch gebildete männer reiferen alteres rufen, ja brüllen hören: ”bier her, bier her, oder ich fall um!” Ich sei selbst mit dabei gewesen.
bald darauf, alt pastor Bahnsen und ich im benachbarten Döstrup predigen wollten, auch zu diesem gottesdiens fuhr.
Ich hielt nach meiner Erinderung ein schlechte Predigt, aber mein text ergriff unsern freund, er lautete:
Das konnte unser gastwirt bei sich nur bestätigen, das stimmte. Die predigt hinterliess doch einem solchen eindruck dass
”Darum fandte ich vin stund an zu dir, und du hast wohl getan, dass du gekommen bist”. (Apg. 10:33)
gerade in seiner augenblichen situation wie ins zentrum getroffen. Eins kam zum andern. Auf einer farht mit seinem braunbier – er braute nur braunbier – kam Schulz eines tages in das Rapstedter pastorat und sah an der wand in der wohnstube ein bild, das eine taube darstellte, die dem herrn Jesus mit offenem schnabel entge-genflog. Darunter stand, in einem offenen bogen geschrieben, die bitte der taube:
Mit diesem wort begrüsste Cornelius den apostel Petrus, den prediger. Nun begrüsste ich als prediger mit diesem wort den hörer, und das war für
Mache
selig, o Jesu!”
Das gab wohl unserem freund den letzen stoss. Das bild war von einer der töchter des hauses, nämlich unserer späteren missionsdiakonisse Otty Jessen, gemalt.
bat sie gleich um eine kopie und die hat er erhalten.
Schulz baute sich einen bauernhof, wurde also bauer und daneben pumpenmacher, er war ein sehr geschickter mensch. Wir blieben gute freunde. Wie oft bin ich bei diesem lebhaften mann und seiner stillen frau zu gast gewesen und habe dann an der wand das liebliche bild mit der bitte: “Mache
selig, o Jesu!” gesehen. Sein tod hat uns vorläufig getrennt. In mancher versammlung hat main freund mit der Zither und seinem gesang gedient, er war von jeher gesang- und musikliebender mann.
Hatte er früher als gastwirt den vielen reisenden, die bei ihm logierten, namentlich auch den juden, mit seinem spiel und seinen weltlichen liedern freude bereitet, so diente er nun dem Herrn, und auf seinem gesicht lag immer eine stille freude.”
Er wurde also ein gläubiger mensch. Er verkaufte seine gastwirtschaft, was an sich nicht nötig gewesen väre, aumal der betrieb sehr anständig war und niemand zum trinken animirt wurde.
-
Dansk oversættelse:
Ølbryggeren
Jeg er blevet rådet til at berette og skulle måske lade være med det. Men det som jeg kan tilføje, kunne være en eller anden til velsignelse, og derfor vover jeg fortsættelsen.
, havde sat brygning i gang for at forhindre sig selv i at gå i kirke og at skulle høre på denne frembrusende (missionerende) præst. Det hjælp ham imidlertid ikke, idet en bror fra Hellevad, en maler, en troende mand, overtalte ham til det.
Jeg blev indbudt til nabobyen Løgumkloster for at prædike ved en missionsfest. Der var jeg imidlertid allerede kendt som en ”Baptist” . En værtshusholder og ølbrygger,
Så ser han mig på prædikestolen. Allerede mit udseende overraskede ham. Han havde forventet en lang, mager og blev figur, et spøgelse, og i stedet står der en stor og kraftig mand. – Så holdt jeg prædiken. Blandt andet fremførte jeg, hvad og hvad ikke vi ville bringe til hedninger. Vores kultur ville vi ikke bringe, den er etisk for kraftløs (tam). Kunne man (f.eks.) ikke jævnligt høre unge udannede mennesker, ja også akademisk uddannede mænd af moden alder råbe: ”øl herhen, øl herhen, eller jeg falder om!” Jeg har selv været med til det.
Dette kunne vores værtshusholder kun bekræfte, det var sandt nok. Prædikenen efterlod et sådant indtryk, at
umiddelbart derefter også kom til nabobyen Døstrup, hvor pastor Bahnsen og jeg skulle prædike. Efter hvad jeg selv kan huske, holdt jeg en dårlig prædiken, men min tekst greb vores ven. Den lød:
”Derefter fandt jeg fra dette øjeblik Dig, og det gjorde godt, at Du kom.” (Apg. 10:33)
– i hans øjeblikkelige situation. Det ene fulgte efter det andet. På en rundtur med sit brunøl – han bryggede kun brunt øl – kom Schulz en dag ind i Ravsteds pastorat (præstegård) og så i dagligstuen på væggen et billede, som forestillede en due, der med åbent næb fløj hen imod herren Jesus. Underneden stod teksten til duens bøn formet som en åben bue:
Med disse ord hilste Cornelius apostelen Peter, prædikeren. Nu hilste jeg, som prædikanten tilhørerne tilhørerne med disse ord, og det var, som om det ramte plet i
”Gør mig salig, o Jesus!”
Dette gav vel vores ven det sidste skub. Billedet var malet af en af husets døtre, nemlig den vores senere diakonisse Otty Jessen.
bad hende straks om en kopi, og det fik han med.
Han blev altså et troende menneske. Han solgte sit værtshus, hvilket ikke havde været nødvendigt for ham, idet forretningen var meget anstændig, og ingen blev animeret til at drikke der. Schulz byggede sig en bondegård, blev altså bonde og ved siden af pumpemager/ - reperatør. Han var en meget behændig mand. Vi blev gode venner. Hvor ofte har jeg ikke været gæst hos denne livlige mand og hans stille kone. Og ved disse lejligheder har jeg set det dejlige billede på væggen med bønnen: ”Gør mig salig, o Jesus”. Hans død har foreløbig skilt os. I mangen en forsamling har min ven tjent (optrådt) med Zittar og sang. Han var både en sang- og musikelskende mand. Tidligere havde han som vært (værtshusholder) beredt (spredt) glæde til mange rejsende, som logierede hos ham, navnlig også jøder, med sit spil og sine verdslige sange. Nu tjente han Herren, og ahns ansigt udstrålede altid en stille glæde.
-
Nyeste kommentarer
04.03 | 16:54
Hej Milert, 13 Antons søn Henning gift med Inga Irene (f. Larsen), de fi...
26.05 | 15:31
Tak skal du have for oplysningen, Erik. Den vil blive lagt ind, og...
26.05 | 14:43
Jeg ved ikke om det har interesse. 13 Anton blev gift med Inga Viola V...
16.12 | 10:03
... du er dog næppe i familie med os, som staver vores Schulz uden 't'.