MENULISTEN

1902, 4. jan.

Hellevad d. 4. 1. 02
Underligt er det, at jeg nu skal til at skrive til Eder I kjære Forældre. Jeg er lige kommen fra Flensburg, fuld af Glæde og Tak til min Himmelske Fader for al Sin Naade og Barmhjertighed imod mig arme Synder. Jo stor er Sin Velsignelse imod mig, men tillige er jeg meget bedrøvet over den forfærdelige Mørkhed, som man møder paa saadan reise. O mine kjære dyrebare Forældre mit Hjerte bløder, naar jeg tænker paa de Stakler, som endnu ikke staar på Klippen. Jeg er jo kun et Barn, en Dreng imod Eder I Gamle, men alligevel er det min Pligt (ja Gud være Lovet og Priset, at jeg i Aften ikke behøver at skrive af Pligt, men, at jeg kan skrive med op-rigtig Kjærlighed til Eder i denne Aftenstund). Først at sige hjerteligt Tak endnu engang for al Eders Godhed I har bevist mig nest efter Gud. Men tillige bede jeg Eder indtrængende om at sige Verden Farvel. O, naar I havde seet, hvad jeg i dag har seet, naar I virkeligt ret havde Eders Öine aaben for denne Mørke og Elendig-hed, som omgiver os, O I vilde Juble af Glæde og Prise Ham den Almægtige af Hjertes Dyb over at være kommen over Grænsen. Mine kjære Forældre kom dog heelt med, ja heelt. Jeg ved godt, at I saa gjerne vil denne Vei, der fører hjem til det himmelske Ierusalem, men jeg ved ogsaa tillige, at I ikke er løst fra det jordi-ske. Göör det og vær stille et ôieblik, og vær ærlig. – Er der ikke nogle Traade, som endnu ikke er bristet? – Aa kjære Fader og Moder og Søskende. Jeg beder i Kristi Sted, beder Eder forlige med Gud! Ham, som dog har velsignet Eder saa uundsige-lig meget. Bliv nu ikke kjed af dette. Vel kniber det med at være glad, naar man bliver bedet om at overgive sig. At give slip paa det gamle saa fast indgroede Vaner og Bequemligheder. Det koster megen Kamp og Strid, naar man i Sandhed vil en Kristen være. Gamle Træer skal have mange Hug, inden de falder, og jeg er heel overbevist om, at I ogsaa har faaet mange Slag.
Giv Du O Gud i Jesu Navn at dette Brev maa være et redskab til det sidste Slag! Amen, Amen.
I dag er Naadens Dag. I dag er Gud at finde. Salig hver den som har fundet Jesus som Frelser. Saa synger vi, Herren har gjort store Ting imod os; Vi bleve glade. Psalm 126,3.
Vær nu ikke bange for Mennesker, o hvor kan man dog stundom være bange for Mennesker.
O mine kjære! Mennesker er jo Orm, Støv. Hvad er vi dog egentlig, naar Dødens kolde Haand lægger sig over os? Orm, ikke andet. Og naar jeg saa tænker paa de kjære i Frydendal , ja saa kan jeg ryste imellem over dem. Di Stakkels kjære der-omme, som skal være redskab i Djævelens Haand til at række Folk, ja mangen gang endda bundfattige Folk fordervelige Drikke og ofte, ja alt for ofte saamaeget, at de er utilregnelige at tale med. Ja, det er desværre sandt. Men jeg vil med Guds Hjælp bede for dem hver eneste Dag. Og Herren vil i sin store Naade ogsaa velsig-ne dem. Lader os synge med hverandre: Far, Verden, Farvel – Jeg kjedes ved læn-ger at være din Træl.
O kom med hjem! Lad Engle dog staa paa den himmelske Strand, og synge Vel-komstsang.
Jeg slutter med Bøn til Eder, ikke at være vred herover, men Elske mig, trods det jeg har skreven.
Og Herren Velsigner Eder med sin kjære Hellig Aand. Amen.
----
Hjertelig Hilsen til Eder alle og fra os alle. Eders Søn Andreas.
Kjære Moder!
Tænk da jeg var lille, og laa ved dit Brøst. Hvor du har Elsket mig, naar jeg smilede op til dig. Elsk dog Jesus din Frelser meget mere. Gjør det. Sig Ja.

1904, 24. maj

 Anton Lorenzen (Andreas Schulz's første lærling) selvbiografisk tekst: "20 Jahre under der Sonne"

Einige Tage nacher trat ich in die lehre bei Meister Schulz in Helledorf. Ich sollte das Tapezieren lernen. Der Meister und seine Frau waren richtige Weltleute. Ehe ich hinzog zu ihnen, beuschte ich sie. Der Meister ermahnte mich, da ich ja von gläubigen Eltern sei, ja nicht zu heilig zu sein, wenigstens nicht zu viel von Gottes Wort zu redden. Ich würde ja damit seine Kunden abschrecken…

Was ich antwortete, weiss ich nicht mehr, dass ich aber weinte, steht mir noch immmer lebhaft in Erinnerung. Nachher ist mir erzählt worden, dass diese Tränen meinem Meister erneste Gedanken gegeben hätten. Ach, eine Träne vermag oft mehr zu wirken, als eine lange Predigt.

Also am 21. April 1897 trat cih in die Lehre . Jeden Tag musste ich zu sammen sein mit zwei gottlosen Kameraden. Der eine, der Geselle war, reiste bald weg. Ich will nun kurz erzählen. Nach einem Jahre kam der Meister auf andere Gedanken und wurde ein ernster Christ. Aber die Einzelheite, wie da zuging, kann ich hier nicht erzählen, es würde zu viel Raum einnehmen und kann auch ein andermal geschehen.

Das war ein Wunderwerk Gottes.

Nun wusste der andere Lehrling nichts Besseres zu tun als fortzulaufen. Er fürchtete sonst, auch angesteckt zu werden von ”der überspannten Heiligkeit”, der arme Junge … Jetzt liegt er lägst in der kühlen Gruft aut dem Kirchhofe. Von uns konnte er weglaufen, von Gott nicht.

Der HErr war jetzt Regent im Hause geworden. Wie ist der HErr so gut gegen mich gewesen! Bald bekamen wir einen neuen Lehrling von gläubigen Eltern. Da er eine Zeitlang bei uns gewesen war, wurde auch er von Gottes Wort ergriffen. Aber auch ausserhalb des Hauses fing Gott an zu arbeiten. Als ich nach Helldorf kam, gab es wohl kaum eine Familie, die den HErrn wirklich lieb hatt, vielleicht abgesehen von einigen alten Leuten. Aber die dürfen ja auch gerne fromm sein, dagegen hat die Welt ja nichts. Als ich aber am 1. Nov. 1900 die Gegend verliss, war eine kleine Gemeinschaft da von gläubigen Leuten, die wirklich den HErrn lieb hatten und oft sich um Gottes Wort versammelten.

Das ist die Güte Gottes.

Er tut mehr, als wir bitten und verstehen können. Wie leicht hätte es auch mincht anders kommen können mit einem schwachen Kinde.

Ihm sei Lob und Preis für seine Treue in Ewigkeit.

Dansk oversættelse:

”Et par dage senere kom jeg i lære hos Mester Schulz i Hellevad. Jeg skulle lære at tapetsere Mesteren og hans kone var rigtige verdensmennesker. Inden jeg flyttede derhen, besøgte jeg dem. Mesteren formanede mig, at fordi jeg havde troende forældre, behøvede jeg ikke at være for hellig, i det mindste ikke tale for meget om Guds ord. Dette ville jo have en afsrkækkende virkning på hans kunder….

Hvad jeg svarede, ved jeg ikke mere, men at jeg græd, står endnu tydeligt i min erindring. Senere er det blevet fortalt mig, at disse tårer havde givet min mester alvorlige tanker. Ak, en tåre formår ofte at udvirke mere end en lang prædiken.

Den 21. april 1897 gik jeg altså i lære. Hver dag måtte jeg være sammen med to gudløse kammerater. Den ene, som var svend (på valsen), rejste snart væk. Jeg vil nu kun fortælle [ganske] kort. Efter ét år kom mesteren på andre tanker og blev en sand kristen. Men enkelthederne, hvordan det gik til, kan jeg ikke fortælle her. Det ville tage for meget pladsog kan [eller må ske] en anden gang.

Det var et Guds under.

Nu vidste den anden lærling ikke bedre at gøre end at løbe væk. Han frygtede, at han også skulle blive antændt (eller ’smittet’) af ”denne overspændte hellighed, - den stakkels dreng. Nu ligger for længst i den kølige grav på kirkegården. Han kunne løbe væk fra os, men ikke fra Gud.

Herren var nu blevet regent (eller styrer) i hjemmet. Hvor har Herren været god imod mig! Snart fik vi en ny lærling med troende forældre som baggrund. Da han havde været hos os et stykke tid, blev han også grebet af Guds ord. Men Guds ord begyndte også at arbejde uden for huset. Da jeg ankom til Hellevad, fandtes der næsten ikke en familie, som elskede Herren, måske bortset fra nogle gamle mennesker. Men de må jo gerne være fromme, det har veden jo ikke noget imod. Da jeg forlod egnen den 1. nov. 1900 var der imidlertid et lille fælleskab af troende mennesker, som virkelig elskede Herren og ofte forsamlede sig om Guds Ord.

Dette er Guds godhed

Den udretter mere, end hvad vi beder om og kan forstå. Hvor let havde det ikke kunnet gå anderledes med et svagt barn.

Ham være lovet og priset for sin trofasthed i evighed.