Milert Schulz (1896-1971) var det ældste barn (af 13) af Schulz-Hellevad-familien.
Da 1. verdenskrig bryder ud, er han på vej til at fylde 18 år. I starten af krigen regnede ingen med, at den ville vare særlig længe og slet ikke 4 år. Derfor regnede han selv med at krigen formodentlig var slut, inden han skulle indkaldes til miltærtjeneste. I sommeren 1915 kommer han imidlertid på session og bliver indkaldt i efteråret 1915.
Sammenligner man med faderen, Andreas J. Schulz's krigsdeltagelse, er det ret så vanskeligt at gengive Milerts forløb i kort form. Lommebøgerne alene taler sit eget sprog. Heri finder man 108 forskellige datoer med hver sit forskellige opholdssted.
Han kommer vidt omkring og er med hele vejen frem til fredsslutningen i nov. 1918, og når iøvrigt først hjem fra krigen i marts 1919.
Et forsøg på en geografisk opdeling:
• ca. 1 års rekruttid i Østpreusen (Schönfliess, Lück og Arÿs) og efteruddannelse i Döberitz vest for Berlin (sept. 1915 – nov. 1916)
• 1½ år i kamp ved skiftende fronter i Makedonien (dec. 1916 – marts 1918)
• 1 måneds ventetid i Istanbul/Konstantinopel (Tyrkiet) (april 1918) efterfulgt af en lang rejse igennem Tyrkiet til Palæstina.
• ½ år i kamp ved fronten i Palæstina (maj 1918 – nov. 1918)
• 4 måneders returrejse gennem
Libanon, Tyrkiet, internering i Istanbul/Konstantinopel og hjemrejse gennem Middelhavet, Biscejen og Den enkelske Kanal (dec. 1918 – marts 1919)
Kortet viser de ovennævnte hovedstationer (røde cirkler) og rejseruterne (rød stiblet linje) i krigsdeltagelsen: Uddannelse i Østpreusen og Döbernitz (1 år), 1½ års kampe i Makedonien, ½ års kampe i Palæstine og (den blå stiblede linje) hjemrejsen gennem Middelhavet til Nordslesvig.
De største, mest kærlige og allerhjerteligste knus jeg har fået i hele mit liv, fik jeg af min bedstefar - og jeg var ikke den eneste. Når jeg spørger mine fætre og kusiner, så har de det på samme måde. Vi elskede vores bedstefar, og han os. Sådan var det bare – ikke usædvanligt for et forhold mellem børn og bedsteforældre, men uanset hvordan og hvorfor, så fik denne uforbeholdne generøse kærlighed senere uvurderlig stor betydning for mit liv.
Det var dog først efter hans død, at jeg begyndte at grunde over, hvor i al verden al denne kærlighed mon kom fra. En del af svaret handler givetvis om, at tro og kristendom fyldte usædvanlig meget i denne sønderjyske Hellevad-familie. Oldefar Andreas J. Schulz (1871-1942) mødte og blev en del af den Nordslesvigske Indre Missions vækkelse i 1890’erne, hvilket blev en vigtig del af familiens liv ... senere hen dog heldigvis i en mere glad og udadvendt udgave.
Selv om det naturligvis kun er en formodning, kan en anden del af svaret ligge i, at han som ung soldat deltog i 1. verdenskrig. Krigsoplevelserne må have gjort et stærkt indtryk på ham, og mon ikke resten af hans liv er blevet sat ind i et noget anderledes perspektiv, end de fleste af vore liv.
Vores bedstefar Milert Schulz (1896-1971) døde 10. dec. 1971 dagen før sin 75års fødselsdag, og meget hurtigt derefter begyndte savnet, og mange spørgsmål dukkede op. Der var så meget, jeg aldrig fik spurgt ham om, og netop spørgsmålet om, hvad han havde oplevet under 1. verdenskrig, og hvilken betydning det fik for hans liv, var et af de vigtigste ubesvarede spørgsmål.
Ved et rent lykketræk gjorde min søster og jeg imidlertid et overraskende fund i 1980’erne. Vi fandt en skotøjsæske, der gemte på ca. 170 breve, som stort set alle var skrevet af bedstefar netop under 1. verdenskrig. Med et ”trylleslag” fik vi hermed pludselig mulighed for at sætte os ind i, hvor han havde været, og hvordan han havde oplevet krigen.
Min egen glæde over fundet - og min søsters med - betød for mit vedkommende yderligere, at jeg nu havde en mulighed for at give noget af al den kærlighed tilbage, som jeg havde modtaget som barn. Straks opstod ønsket om at fremlægge materialet og fortællingen for familie og venner, og på den måde give ham et minde. En ekstra dimension ville så være, at også vore børn og børnebørn får en mulighed for at lære hans fortælling at kende.
Endelig ... endelig ... lang om længe: På nærværende hjemmesiden bliver brevene og fortællingen nu lagt ind. [... fremlæggelse påbegyndt i sept. 2019 ... mere følger i 2020]
-
Det er mit håb, at enhver som læser beretningen, herigennem også vil fornemme en varm kærlighed til ikke bare bedstefar men til hele Schulz-Hellevad-familien. Jeg er sikker på at mange andre efterkommere nærer de samme varme følelser for den store Hellevad-familie - også en kærlig hilsen til alle jer.
En særlig tak skal lyde til min højt elskede søster Ida Schulz for at holde mig ud undervejs i processen, for moralsk støtte og for en kæmpe stor hjælpende hånd. Uden din hjælp, ingen fremlæggelse, kære søster!
Hjertelige hilsner til alle, barnebarnet Milert Schulz, Aarhus Nord
Den historiske ramme.
Danmark tabte krigen i 1864, og prisen var, at Danmark måtte afstå Slesvig og Holsten til Tyskland. Den nye grænse kom til at gå ved Kongeåen, og alle sønderjyder blev dermed pludselig tyske statsborgere. Dette betød bl.a., at alle unge sønderjyske mænd fik tysk værnepligt, og i tilfælde af krig, skulle de naturligvis også - lige som alle andre tyske statsborgere - deltage og kæmpe for Tyskland (dvs. det daværende Det tyske Kejserrige).
Under Første Verdenskrig deltog således ca. 30.000 unge sønderjyder i Første Verdenskrig hvoraf ca. 5000 aldrig kom hjem igen. Netop i disse år har vi passeret begivenhederne med 100 års afstand, hvilket er en oplagt anledning til at genopfriske netop denne del af vores familie historie.
Nogen vil måske stille spørgsmålstegn ved om det nu også er så vigtigtig at fremlægge endnu en fortællingen om en af de mange sønderjyder, som deltog i 1. verdenskrig. Svaret ligger nok mest i den personlige motivation (se ovenfor) men også i det forhold, at bedstefars vej gennem krigen var temmlig atypisk. Han blev hverken sendt til vest- eller østfronten, men af forskellige årsager kom rejsen til at gå ned gennem Makedonien og via et ophold i Konstantinopel (=Istanbul, Tyrkiet), gennem Tyrkiet til den tyrkisk-tyske front i Palæstina mod Englænderne. På et hængende hår lykkes det hans kompagni at undslippe den berømmede alliance mellem ”Lawrenze of Arabia” og de arabiske beduiner. Han når først hjem efter krigen i marts 1919! Alt ialt en temmlig usædvanlig rejse for en ung mand dengang.
Den efterfølgende beretning [under stadig udarbejdelse...] er blevet til alene på baggrund af hans egne breve, fotografier, notesbøger m.m.
Rigtig god fornøjelse
Barnebarnet Milert Schulz, Aarhus, 2019
Nyeste kommentarer
04.03 | 16:54
Hej Milert, 13 Antons søn Henning gift med Inga Irene (f. Larsen), de fi...
26.05 | 15:31
Tak skal du have for oplysningen, Erik. Den vil blive lagt ind, og...
26.05 | 14:43
Jeg ved ikke om det har interesse. 13 Anton blev gift med Inga Viola V...
16.12 | 10:03
... du er dog næppe i familie med os, som staver vores Schulz uden 't'.