MENULISTEN

Hellevad d. 10. oktober 1938

Lidt af mit levnedsløb

GUD, SKAB I MIG ET RENT HJERTE, OG FORNY EN STADIG ÅND INDEN I MIG. BORTKAST MIG IKKE FRA DIT ANSIGT, OG TAG IKKE DIN HELLIGÅND FRA MIG.

Jeg er født i Løgumkloster d. 18. februar 1871. Søn af ølbrygger Milert Schulz født i Løgumkloster 1838, og hustru Hanne Cathrine Mathilde, født Andresen i Abild (Tønder Kreds).

Jeg var kun tre år gammel da min far døde, jeg husker kun to ting fra min far, nemlig at jeg fik klaps et bestemt sted – og – da han lå lig, - men, jeg er temmelig overbevist om at min far har opsendt bønner til Gud i himlen for mig, og sin hele familie om velsignelse, fred og frelse for os alle, og dette har også senere vist sig, at Gud i det store og hele særlig har velsignet sin efterslægt.

Ja Gud er god, han sætter en mur omkring os, og derfor er vi altid fri og glade.

Min elskede moder måtte nu for alvor tage fat med at få det daglige udkomne for den store børneflok.

Min far havde været gift to gange, sin første hustru Mari Dorothea var født Hollænder fra Ottersbøl Kr. Tønder, hvor i dette ægteskab var der fire børn, som jo så var halvsøskende til os, hvor vi var seks børn i andet ægteskab, hvoraf to døde som ganske små, Min mor havde nu otte børn at forsørge, da far døde.

Det vil nu blive alt for vidtløftigt at skrive om dem alle, og jeg fortsætter med mig selv.

Fra ganske lille måtte vi børn hjælpe mor med arbejdet, som var meget, meget af forskellig art. Vi bryggede øl, lavede malt, også for bønderne dengang, - vi mindre børn, særlig jeg lille raske og yngste dreng, - min større broder Marius var nemlig halt på det ene ben, - skulle bringe øllet rundt i byen på en lille tohjulet vogn, vi måtte hjælpe til i den lille kolonialbutik, brændevin solgte vi meget af i halve og hele planker (liter).

Vi havde også to – tre køer, og – ja, nu kommer dette

Hvad håndpenge angår, da var jeg vel en af de rigeste blandt drengene den tid. Jo, trods knapheden, havde jeg mange chancer at komme til penge, uden jeg behøvede at stjæle dem. - -

Foruden drikkepengene, solgte jeg knåger, hestesko, og hestehår fra slagteriet, jeg kunne flotte mig med en flok duer, og når de så fløj deres rudntur om vort kære barndomshjem, havde jeg en stolt følelse, som ejer af denne flok duer. –

Men alt forandrer sig dag efter dag, og år efter år. Efter at min mor havde arbejdet for tilværelsen som enke i ca. ti år, giftede hun sig igen med enkemand Conrad Albers, malermester i Løgumkloster, og ca. et år derefter blev jeg konfirmeret og kom i malerlære, dermed begyndte et nyt afsnit.

Min stedfar var en god mand, og behandlede os fire stedbørn godt, og vi blev så igen otte børn i hjemmet, at dette gik så godt som det gik, tilregner jeg min kloge og dygtige mor, jo hun forstod at ordne sagerne, så at det hele stod i højde med alle andre håndværkerhjem i byen, og endda med de første klasses. –

Jeg stod mig særlig godt med min nye far, og jeg tror nok dette havde sin grund deri, at jeg var en rask og flittig lærling, men Eigenlob stinkt, siger tyskerne, og jeg havde også mine store fejl, jeg var desværre en stor vovehals, men dette skal min efterslægt ikke vide noget om, kun dette at Gud har beskyttet og holdt sin hånd beskyttende over den lille dristige Klosterborgdreng helt fra lille af , og dette tilregner jeg atter, næst efter Gud den Almægtige, min fars bønner inden han døde.

En gammel mand som flere gange har besøgt ham på sit sygeleje, har fortalt mig, at efter sin bedømmelse døde min far som en troende kristen.

Efter min læretid har jeg arbejdet som svend i Haderslev, Flensborg, Husum og Hamborg. Min værnepligt, soldatertid har jeg aftjent i Kiel ved Infanteri Regt. Nr. 85 i årene 1891 – 1893. Militærtjenesten var, særlig i den garnison, meget streng, men tillige et stort gode, efter min mening, for ens senere liv og eksistens - .

En glansperiode var det for mig under tjenesten, at blive afkommanderet til Berlin i otte uger med sin Hauptmann, der skulle på skydeskole. Også dette fik jo en ende, og i 1895 den 5. marts gjorde jeg mit indtog her i Hellevad, for at begynde min virksomhed som maler og vognlakerer, jeg lejede mig først ind hos brevbærer Petersen, det nuværende Chr. Hansens hus, over for bager Lind.

Ved siden af boede degn emr. Møller og hustru. Denne nabo havde tre børn i deres ægteskab, en søn og to døtre, hvoraf den ene var en ualmindelig køn, sund og kraftig pige på ca. 17 år (sytten), og samme degnefolk var så omsorgsfulde, eller måske rettere ufornuftige at indbyde mig til en fødselsdagsfest sammen med en del andre honorariteter, og jeg kom med megen forventning og tillige med spændende nysgerrighed, for allerede inden jeg kom hertil, havde jeg hørt om denne ualmindelige skønhed, jeg var vel nok efter datidens begreber om skønheder af det svage køn, meget kræsen, - men da jeg første gang så den pige, som senere blev min hustru, da var valget gjort, uden vaklen, uden beregninger.

Nu om stunder skrives der ofte om kærlighed ved første blik, ja, dette har vi altså også haft i min ungdom.

Jeg spurgte hverken om alder, dygtighed, eller medgift, nej – blot denne pige skulle være min kæreste, min brud, min hustru, jeg blev ikke skuffet. Året efter, 1896 blev vi ægteviet, og byggede vort eget hjem, at sidde til leje kom ikke i mine tanker. Mod og lyst til byggeri, og handle med farve, vogne, ja mange andre ting, aktions spekulationer lå mig i blodet fra min tidligste barndom, og dette har heldigvis, eller skal jeg hellere skrive – desværre? Fulgt mig hele mit liv.

At Gud skænkede os tretten sunde børn, som alle lever endnu i 1938, undtagen Mathias som faldt i verdenskrigen, vil jeg stedse betragte som en særlig stor velsignelse fra Gud.

Udviklingen og de forskellige eksistenser og vilkår vor store børneflok er kommen i, ved I jo kære børn ligeså godt som jeg, og om Eders gode og trofaste mor, ved I kære børn, nok bedre at fortælle end jeg - -

Ja se, lidt skal der dog her bemærkes, jeg som er en ca. otte år ældre end vor mor, jeg har jo egentlig opdraget hende i de første år, ja langt hen i vort ægteskab, men – desværre har jeg givet alt for meget efter i årenes løb, og nu – ja, jeg har nu kun meget lidt jeg skal have sagt, og en god støtte har hun i min skrappe, dygtige søster Mie - - – og da vil jeg give Eder, mine sønner og svigersønner et gådt råd, bevar majoriteten som mand i Eders hjem, men bevis den med kærlighed, fornuft og for Guds åsyn.

Jeg kom til en bevidst levende tro på Jesus, som min frelser sidst i halvfemserne, og dette har præget mit liv indtil i dag. O Gud ske lov for sin trofasthed.

Og nu kommer jeg til dette som ikke er så let at skrive om, fejlene, bekendelsen, bekende at man har forsømt så uendelig meget i sit lange kristenliv, og jeg synes ofte, at kunne man lave denne tid om igen, men med samme erfaringer man har nu, så var mangt og meget blevet anderledes. Men Gud være lov og pris og tak for al sin store nåde og hjælp hidindtil.

-

Nåde, og ja, nåde. Stands! og hør. Den som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os. II Kor. 5,21

Ja kære børn, kære efterslægt i mange led. Her er vi vel nok ved det inderste og dybeste i nåden, miskundheden og frelsen fra Gud, og tillige ved det inderste og dybeste i vor frelsers lidelser.

Jesus blev gjort til synd. Han blev ikke behandlet af Gud som en synder, men meget forfærdeligere – som selve synden. Synderen – mennesket – var dog oprindelig udgået fra Gud, men synden er fra Satan.

Som den hellige og retfærdige Gud måtte hade, forbande og straffe synden, således hadede og forbandede og straffede han Jesus. Han blev til synd for os - .Det måtte til, for at hans retfærdighed måtte kræve straf over synden, før kærligheden kunne tilgive. Og underlig som retfærdigheden gik frem, men saligt for os.

Jesus blev vor synd, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. Måtte Guds Ånd herliggøre denne underfulde sandhed for Eder alle, som bliver tilbage. Og I vil prise og tilbede Eders forsoner Jesus til evig tid.

GUD GIVE DET. AMEN.