UDDANNELSESTIDEN

1915, Oktober

Afrejsen

Vi er i oktober 1915 og Milert er lige cyklet den lange vej fra Hellevad til Flensborg. Han sætter sig ind på det Kristelige Hospice, drikker en kop kaffe og sender det første brevkort hjem til Hellevad. På brevkortet meddeler han blot, at cyklen står hos Julius Petersen, og at "de" skal til Königsberg. Königsberg hedder i øvrigt Kaliningrad i dag og ligger i russisk ejet zone ud til Østersøen (mellem Polen og Litauen)).

Königsberg hedder i dag Kaliningrad. Kaliningrad ligger i det russiske område mellem Polen og Litauen men dengang hørte området med til Tyskland.

Turen til Østpreusen

Temmelig forkølet ankommer han ca. 70 timer senere til Königsberg.

Citat: ”Søndag aften [10/10] kl. ½8 blev vi [”verladen”] læsset ind i kreaturvogne … kørte … i 3 dage og 3 nætter … turen gik gennem Slesvig, Bad Oldesloe, Lübeck, Lauenburg, Mecklenburg, Güstrow, Stettin, Marinenburg, Elbing og Onsdag kl. ½6 ” [kl. 17:30] ankom vi til Königsberg”

De er dog ikke helt fremme endnu. Efter ankomsten marcherer de gennem byen, og ca. 3 km senere, når de ind i et militært område i forstaden Schönfliess (syd for Königsberg – gul markering på kortet).

Området består af et stort antal træbarakker, og han sender straks et postkort hjem, med billedet af netop den barak, han kommer til at bo i. De nyankomne bliver iøvrigt de budt velkommen med varm ærtesuppe med flæsk og kartofler.

Postkort med foto af militære barakkerne. Krydset til højre i billedet markerer, hvor han skal bo.

Torsdag, 14/10: Efter en nats søvn får de udleveret uniformer og udstyr og eksercitsøvelser starter samme dag.

Søndag, 17/10: Der er nu gået en uge efter afgangen fra Flensborg, og alle soldater bliver bedt om at skrive hjem. Han kan fortælle, at soldaterlivet ikke er så ”gemytligt” som at stå i bogholderlære på Bocks pibefabrikken i Løgumkloster. Benene er ikke vandt til den hårde fysiske træning, men det går lige. Der er tilsyneladende en anden mand på holdet, som er fra Løgumkloster, og de to ”står sig godt” med Underofficeren, skriver han. I senere breve omtales denne Løgumkloster-indbygger iøvrigt som ”Postgefülen[?] Jäger”

Et hårdt og diciplinerende program venter forude

Et militært træningsprogram venter forude, og han er selvfølgelig ikke sen til at skrive hjem om hvad der venter:

Tjenestetid fra kl. 5 morgen til 7 aften. 3 timers middag fra 11-14.

• Kl. 8-11: Exersitz
• Kl. 11-14: Pause
• Kl. 14-16: Eksercits
• Kl. 16-17: Kaffepause
• Kl. 17-18: Undervisning
• Kl. 18-19: Synge eller andre pligter (ordne tøj, pudse støvler)
• Kl. 19-21: Aftensmad
• Kl. 21: I seng!

Ind i mellem træningen bliver der dog tid til at skrive breve, og – lidt overraskende måske – lader det til, at forældrenes opgave er at at supplere deres kost men også suppelere med alt mulig andet. I brevene optræder hele tiden ønsker om at få tilsendt alt muligt som fx smør, marmelade, ”mine cigarer”, barberkniv, 2 par strømper og meget andet, og denne vekslen mellem breve og forsendelser fortsætter i en lind strøm hele krigen ud.

Fredag 22/10: Dagen går med lægeundersøgelse, og samtidig får de at vide, at der skal aflægges fane-ed mandag d. 25. okt.

Søndag 24/10: Det er blevet søndag, og kl. 8:45 marcherer hele kompagniet til Königsberg. De skal i kirke, og det glæder han sig naturligvis til. I dagens anledning har de iøvrigt fået udleveret en mindre (formodet) pynte-sabel. ”Jetz sind wir richtige Soldaten!” (da; "Nu er vi blevet rigtige soldater!"), tilføjer han med et karrakteristisk sønderjysk ironisk glimt i øjet. Dagen forinden har de dog også fået udleveret et andet mere håndgribeligt våben nemlig ”Gewehr 98”, og "vi har lært at lade og sikre våbnet", fortæller han. Våbnet er tilsyneladende kendt af faderen derhjemme, Andreas (AJS) og våbnet også kaldet G98, var det mest benyttede gevær på tysk side under hele krigen.

Mauser Gewehr 98 (ofte forkortet G98, Gew 98 eller M98) er et tysk boltmekanisme Mausergevær ... plads til 5 patroner. Det var i brug af den tyske hær fra 1898 til 1935. Gewehr 98 erstattede det tidligere Gewehr 1888, der var Tysklands tidligere standardvåben og var det primære våben for infanterister under første verdenskrig. Det blev også brugt af det Osmanniske Rige.

Mandag 25/10: Dagen efter marchere de igen til Königsbergs slotskirke, og her aflægger alle soldaterne fane-ed. ”Das ist ein sehr wichtiger und heiliger Tag für die Soldaten“, skriver han (da: det er en meget vigtig og hellig dag for soldaterne). Vores bedstefar kommenterer her ikke på, hvorvidt han havde problemer med at aflægge fane-ed for den tyske kejser Wilhelm eller ej, men man er ikke i tvivl om, at det har gjort et stor indtryk på ham. Han fortæller følgende til forældrene [i oversættelse]:

”Vi var omkring 2000 mand samlet i kirken. Først blev holdt en prædiken, og umiddelbart efter aflagde vi ed. Efter aflæggelsen af fane-eden var der altergang for alle. I kan tro det var en bevægende dag. Det gik gennem marv og ben. Det store orgel og regimentsmusikken spillede sammen, og da var der tryk på”.

Barakkernes indretning
Onsdag 27/10: Mor Anne derhjemme i Hellevad må have bekymret sig om, hvordan de sover, og da bedstefar jo var udlært bogholder får hun straks en bogholder-præcis beskrivelse af forholdene.

I brev fra denne dag omtales i øvrigt en kammerat, ved navn Hans kaldet 'Heise' for første gang. Senere kommer efternavnet Asmussen med. "Heise" var en jævnaldrende nabosøn hjemme fra Hellevad, og familien Asmussen boede lige over for Schulz-familien. 

„Hans og jeg sover i en barak, men ikke i en [læs: samme] stue. Hans sover i stue 27 og jeg i 26. Der sover 72 mand i hver stue. I en barak er der plads til flere stuer. En stue har plads til 72 mand…”[ – hvilket må betyder, at der er 9 soverum indbygget i en stue - ] ”… I et soverum er der fire køjesenge med plads til 8 mand. En seng består af 2 uldtæpper, et lagen og en halmmadras … men man sover ganske godt, når dagens program er overstået … ”. Det kan der næppe være tvivl om ;-).

Det er koldt i Østeuropa
Kulden begynder at genere ham, hvilket ikke er særlig underligt. Der er fastlandsklima i Østeuropa (varm sommer – kold vinter)! Her er et par eksempler:

”Håber du har sendt ”Moffedisser” [da: vanter] med, da det er betydeligt koldere her end hjemme i Nordslesvig. Når man om morgenen kl. 8 går til Eksersits, så fryser man hænderne lige så snart man forlader stuen. Jeg ville egentlig også gerne have en uld undertrøje…”, skriver han hjem.

”I dag har vi gået rund i sne, og alligevel hedder det ”stå op – ned at ligge – stå op – ned at ligge” – altså vi bliver ikke skånet.”

Lidt efter lidt bliver det hverdag
Den første nyhedens interesse og begejstring fortager sig lidt efter lidt, og de militære øvelser bliver til hverdagsrutiner. Uddannelsen starter med eksercits men suppleres hurtigt med fysisk træning som fx 30 km march og kampøvelser. Lidt efter lidt suppleres med gravning af skyttegrave, fægtning (formodentlig med bajonet) og endelig skarpskydning på skydebanen.

De daglige rutiner har dog sit højdepunkt. Det handler om forventningerne til aftenens appel. Her udleveres nemlig post og eventuelle pakker hjemmefra. Hver gang det sker, noteres det omhyggeligt i brevene.

Nogle dage er dog lidt anderledes end de andre. Her følger en række eksempler:

-

VACCINATION: I går blev vi vaccineret mod tyfus. Et par timer efter blev vi alle syge. Det var en mærkelig fornemmelse, da sprøjten blev stukket 4 cm. ind. Bagefter fik jeg hovedpine.

[original, 1915-10-31:] Gestern wurden wir wegen Thüphus eingespritz. Ein paar stunden nach der Einspritzung wurden wir alle krank. Es war ein merkwürdiges Gefühl wie er die spitze Nadel da 4 ctm. [cm.] einstag. Nachher hatte ich ein Kopfschmerzen

-

SULTNE BØRN KIGGER PÅ: Når vi nærmer os tidspunktet, hvor vi henter aftensmaden, samler der sig altid en 6-7 børn omkring vores dør. De står med en gryde for at hente de rester, som vi evt. ikke kan spise. Det er et trist syn at kigge på disse fattige børn, som står der med deres lange øjne, for at se om, der bliver noget til overs til dem.

[original, 1915-11-05:] Wenn es dann zum Essenholen geht sammelt sich bei unseren Tür immer 6-7 arme Kinder mit ja ein Eimer um die Reste zu holen was wir nicht essen können. Es ist ein Traurspiel dies auzusehen wenn die armen Kinder da stehen und mit langen Augen gucken ob wir was übrig lassen.

- 

SYNET AF KRIGSMATERIEL (for første gang?): I går var jeg og flere kammerater i Königsberg for at hente geværer. Vi fik dog ingen [med tilbage] og må [derfor] afsted en anden dag. Da skulle i bare have set hvormeget krigsmateriel, der var. Alt står klar til afgang. Ammunitionsvogne, kanoner, sanitetsvogne og alt muligt stod der. 

[original, 1915-11-09:] Gestern war ich und merere Kameraden nach Königsberg um eine Gewehrn zu holen, wir bekammen aber keine und müssen wir einen anderen Tag wieder hin. Da sollt ihr mal sehen was da alles ist an Kriegsmaterial. Alles steht zum Abrücken bereit. Munitionswagen, Kanonen, Sanitetswagen und alles mögliche steht da.

- 

SYNET AF ET STORT FORSVARSVÆRK: I søndags var vi på et fort* for at bade. Der skulle i bare have set et murværk, så imponerende, at jeg slet ikke kan beskrive det.  Helle byggereiet er opmuret under jorden. Det hele er oplyst at elektrisk lys. Dernæst er der uden omkring endnu en lys meter tyk mur og gitter og et vaskedam bygget. Man kan ihverfald sige, at det vil have mange omkostninger, at indtage sådan et fort.

* Fortet hedder "Fort 5 Friedrich Wilhelm d. 3" var ét af 12 lignende forsvarsværker byggget mellem 1872 og 1890. Billeder af fortet kan bl.a. ses her:

https://www.inyourpocket.com/kaliningrad/Fort-5-King-Frederick-Wilhelm-III_137441v 

[original, 1915-11-09:] Sonntag waren wir nach einem Fort zu baden. Da solt ihr mal ein Mauerwerk sehen, so grossartig das ich Euch garnicht beschreiben kann. Der ganz Bau ist unter der Erde eingemauert. Das Ganze ist mit elektrischen Licht beleuchtet. Dann ist ausenherum noch eine helle meter dicken Mauer und Gitter und einen Waschendamm gebaut. Man kann wohl verstehen das kostet viel um so ein Fort einzunehmen.

- 

TRÅDLØS TELESTATION MED 80 METER HØJE MASTER: Ved skydebanen er der også en trådløs telegraf/telefon-station. Der står 3 højre jernmaster, som er ca. 80 meter høje. Det er alle tre forbundne med wirer.

[original, [1915-11-11]] Bei dem Schießstand ist auch die drahtlose Thelefunkenstation. Da stehen 3 hohe eiserne Stangen von je 80 Meter Höhe. Die sind alle drei durch Drähte verbunden.

-

SKARPSKYDNING ER SJOVT: I dag har vi skudt med skarpt for tredje gang. Først gang siddende stilling skød jeg jo 29 ringe. Anden gang i liggende stilling 30 ringe på 150 meters afstand, og denne gang liggende med fri hånd 20 ringe på 200 meters afstand … Det giver et ordentligt stød i skulderen, når skudet går af, men det er sjovt. 

[original, [1915-11-13]:] Heute haben wir wieder zum dritten Mal mit scharfen Patronen geschossen. Das erste Mal sitzend aufgelegt schosst ich ja 29 Ringe. 2. mal ligend aufgelegt 30 Ringe auf 150 meter und dies malmal liegend freihändig 20 Ringe auf 200 meter. Vater wird das schon alles kennen. Es giebt aber einen ordentligchen Stoss in die Schulter wenn der schuss los geht, aber spass macht es doch.

-

KLAVERSPIL: I eftermiddags har en kammerat og jeg spillet klaver for Offizererne – altså firhændigt. Det gik ganske fikst.

[original: 1915-11-21] „… heute Nachmittag hat ein Kamerad und ich für die Offizieren Klawier gescpielt also wierhåndig. Das ging ganz fix.“

Det går mod slutningen af rekruttiden

Sidst i november måned (ca. 1½ mdr. efter ankomst) synes rekruttiden allerede ved at være slut. En af de sidste øvelser er en natøvelse, som han skildrer ret detaljeret. Bl.a. fortæller han om, hvordan de lærer at gå i ”gåsegang” med en hånd på den forangående soldats gevær, hvordan man sender stille kommandoer fra mand til mand om natten, og om hvordan man kaster sig ned, hvis der kommer fjendtlige lyskastere.

[oversættelse til dansk:] "I forgårs nat havde vi en natøvelse. Natøvelsen var meget interessant bort set fra, at det var så koldt. Vi skød ret heftigt med løst krudt. Det var smukt at se på i natten, når ilden sådan sprøjtede ud af geværerne. Øvelsen varede til kl. ½11 [22.30]. Kl. 7 [19:00] marcherede vi afsted. På tilbageturen lavede vi forskellige øvelser, hvor hele kompagniet skulle lave gåsemarch. Hver skulle gribe fart i den forangåendes gevær, således af vi blev sammen. I en meget mørk nat kan man jo ikke se en hånd for sig, og i jo heller ikke. Derfor skulle vi tage fat i hinandens sidegevær. På samme måde skulle vi også holde fast i hinanden, således at befalinger kunne nå fra den ene ende til den anden. Der må nemlig ikke gives høje befalinger. Kun den forreste mand får en stille befaling, og det som han gør, det skal hele kompagniet gøre. Da det var øvet slog vi os sammen i [en] gruppe og 4. kompagnie gik således også ved siden af 2. kompagni. Vores leutnant gik så foran med en elektrisk lommelygte. Når han lyste med denne, betød det fjendtlige lyskastere. Så snart vi så dette, skulle vi alle kaste os ned på den hårdt frosne Vej. På den måde blev en 10 meter bred vej dækket med mennesker. Da vi havde øvet dette et par gange, gik det hjemad."

[tysk original: se KILDER > MS-breve 1914-1918 > 1915-11-28]

Udbrud af difteritis

På stuen ved siden af hører vi midt i november om et udbrud af difteritis. Sygdommen er en meget alvorlig slags halsbetændelse, som indtil 1940 ofte var dødelig i Danmark. Udbrudet sker på Hans ('Heise') Asmussens stue (nr. 27), hvor 7 mand får sygdommen og deres stue bliver lukket et par uger. På Milerts stue (nr. 28) hører vi om 2 mand, som er kommet på lazaret (en dør af blodforgiftning), men heldigvis bliver hverken Hans eller Milert smittet. De er heldige, kan man sige!

”Onkel Matthias” passerer forbi Schönfliess på vej til Rusland.
”I brev af 5. december oplever han pludselig en familie-relateret begivenhed. Han skriver (oversat til dk:)

”Jeg har set den transport, som onkel Matthias var med på vej til Rusland. Jeg stod direkte ved jernbanen da toget passerede forbi vores eksercerplads. De lavede alle larm og råbte og skreg ud af vinduerne til os. Jeg så ham bare ikke.“

[original tekst: se KILDER > MS-breve 1914-1918 > 1915-12-05]

”Onkel Matthias” var bror til Milerts mor Anne Marie f. Møller, og ovenstående brevudsnit fik pludselig en anden klang, da vi læse om ham på Museum Sønderjyllands hjemmeside over faldne sønderjyder fra 1. verdenskrig. Arkivet fortæller følgende angående Matthias Møller (1876-1919):

”Dåb fundet i Hellevad KB. Civilt erhverv: Landmand. Opført i ”Vermisstenlisten” [da: liste over savnede!] 1919 – ifølge denne savnet ved Zadarow. Efterfølgende oplysninger ifølge ansøgning i Invalidenævnets Efterladtesager, sag E-01921: Gift 1907 med Thyra Katrine Marie Pedersen Kassø og efterlod 1 barn (født 1910). Indkaldt august 1915. Mathias Christian Møller var savnet i slaget ved Zadwarow og blev erklæret død ved dom i Aabenraa amtsret af 04-11-1919.”

Her er altså tale om endnu et nærtstående familiemedlem, som ikke kom tilbage fra krigen.

March med regimentsmusik, men med efterfølgende uro og fuldskab i lejren

Først i december fylder Milert 19. år, og på selve dagen (11/12) ankommer selvfølgelig en pakke hjemmefra med særligt mange lækkerier (kager, bolsjer og chokolade etc.). Han sender straks en varm tak hjemover og vedlægger et fotografi, som han har fået taget inde i Königsberg.

Milert Schulz (1896-1971) 19 år d. 11/12 1915, fotograferet i Königsberg, Østpreusen. Bemærk den lille fine sabel ned langs venstre ben.

12. dec. bliver hele bataljonen (1., 2., 3. og 4. kompagni) sendt på en 35-40 km march incl. oppakning, men afslutningen på den temmelig lange march bliver lidt anderledes end forventet. Marshen slutter "smukt" med at regimentsmusikken støder til ind Königsberg, men nogle timer senere sker følgende.

Om aftenen er der en gruppe af underofficerer m.m., som åbenbart skal ”kompensere” for dagens strabasser. De drikker sig fulde og skaber uro i lejren. Milert beskriver, hvordan en får et raserianfald og andre er ved at komme galt afsted med deres sabler. Flere af soldaterkammeraterne får ikke lukket et øje den nat incl. Milert.

[citat: „An dem selben Abend also gestern [s.3] hatten sich die Utffz. [Unteroffiziere] und Gefr[eiter]. sich denn getrunken. Dann kamen sie des Nachts auf unsern Stube und machten ein radau und spektakel das wir garnicht schlafen konten. Zuleicht verhackten sie sich nah mit ihnen Sabel. Der eine Gefr[eiter] war noch so r?eutend[???] dass er als er im Bett kam die Wutkrämpfe [da; raserianfald] bekam und dort herum tobte [da: rasede]. Wir hatten letztnacht eine ungemütliche Ruhe, hast garnicht geschlafen.“ [1915-12-12]

I øvrigt optræder en ganske interessant tilføjelse i brevet. Det drejer sig om et vedlagt fotografi:

„…hermed sender jeg Jer et andet billede. Det er bekendte, som jeg kender fra Løgumkloster. Den ene er en postmedhjælper [’postgefühle’], som her står [op] og den anden, som sidder, er Lorenz Thomsens søn. Kromanden. - Fra et tidligere brev fremgår, at denne ’postgefühle’ hedder Jäger til efternavn. Hvis nogen i Løgumkloster genkender en af de to, er vi naturligvis nysgerrige på at høre om, hvem de var. 

Siddende foran: Lorenz Thomsens søn (værthusholders søn). Stående t.h. "postgefühle" Jäger. Stående t.v. Milert

I kontrast til de mange militære eksercitser, marcher og kampøvelser bliver dagene omkring juletiden roligere. To søndage i træk får han sine første fridage, hvilket vil sige 1 dags orlov, og han benytter straks lejligheden til at smutte ind i Königsberg.

Det er ganske interessant at læse, hvordan han skildrer det fredelige byliv derinde. Ingen mærker noget til krigen. Folk i byen går i deres fine tøj, og især damerne med deres store hatte overrasker ham. Man må dog huske, at han næppe på dette tidspunkt i sit liv har set andre større byer endnu. De [damerne og deres hatte] er sjove at betragte, skriver han. De ser endda ud som dem i modebladene!

Julen

Det bliver jul, og juleaften spiller musikkorpset til fællessang. Musikken betyder iøvrigt meget for ham, hvilket også kommer til udtryk mange andre steder. Han bliver ganske berørt af musikkorpsets optræden. Den går igennem marv og ben, skriver han, og aftenen kulminerer med relativt god mad. Hver gang det handler om mad, så er han iøvrigt på pletten og tøver ikke med en udførlig beskrivelse. Kan man ikke fornemme hans store kærlighed til god mad bag følgende skildring af rekrutternes julemad i Østpreussen 1915? Bemærk detaljerne i beskrivelsen undervejs.

"Kl. 6 fik vi så mad. Den bestod af kartoffelsalat med agurker (går ud fra det er syltede) og rollmops (= marinerede sild rullet om syltede agurker og løg.) Og så et stykke pølse dertil. Kartoflerne var kolde men pølsen var varm. Bagefter fik vi så en halv spiseskål med Rom fortyndet med varmt vand og sukker så det var helt sødt. Jeg smed dog det meste væk, fordi det ikke smagte særligt godt. Så fik vi i gave, 3 stk. æbler og nogle nødder og så hver 5 cigarer. Klokken 9 gik vi i seng."

Nytår 1916

Vi bevæger os nu ind i året 1916. Dagen efter nytårsaften møder vi en varm skildring af, hvordan han og ”Heise” har det hyggeligt i hinandens selskab.

De hyggesnakker på sønderjysk naturligvis. "Heise" (= Hans Asmussen), Milerts jævnaldrende ven og nabo fra Hellevad er tydeligvis meget glade for hinandens selvskab. De deler nogle af de dejlige sager, som pibefabrikanten Anton Bock fra Løgumkloster (Milerts tidligere arbejdsgiver) har sendt over i anledning af nytåret. Vi hører om kager, pølser, ål i dåse (!) men ikke mindst 100 cigaretter.

Juleorlov blev der altså ikke noget af, og nu det trækker ud med orlov i det hele taget. Han tilføjer yderligere, at det nok bliver svært at få orlov overhovedet. ”Man skal opgive en gyldig grund, og den er jo ikke så nem at finde”, skriver han.

Rekruttiden er imidlertid slut og holdet er færdiguddannede, ”fix und fertig ausgebildet”, og derfor kan de fra nu alle regne med at skulle af sted ud i krigen når som helst. 8. januar fortæller han om, at 160 mand fra regiment nr. 151, nu bliver sendt afsted.

Kejser Wilhelms fødselsdag m.m.

Han spekulerer dog videre i om ikke det kan lade sig gøre at få en orlovsansøgningen igennem. Midt i januar beder han fx. sin far, om ikke han kunne tænke sig at holde orlov (Han går vagt i Svejlund, Sønderjylland og passer her på nogle få belgiske og russiske krigsfanger). Hvis nu faderen fik bevilliget orlov, så kunne han måske selv bruge en sådan bevilling som begrundelse for sin egen ansøgning. Snedigt tænkt, men det kommer ikke til at gå så let.

Det bliver koldt i januar. Rigtig koldt. Støvlerne er så stive som et stykke træ, skriver han, og det er svært at holde varmen. Han pådrager sig en ordentlig forkølelse, som iøvrigt skyldes, at han nu er begyndt at stå vagt ved lejrens arresthus. De militære øvelser fortsætter dog ufortrødent trods de store mængder sne, og marchturene når nu helt op på omkring 45 km pr. tur.

Kejser Wilhelms fødselsdag

Sidst i januar er det kejser Wilhelms fødselsdag, og man kan godt høre imellem linjerne, at humøret nu er for nedadgående. Hør blot hvordan de fejrer kejserens fødselsdag:

"På kejserens fødselsdag (27/1) havde vi jo fri. Vi var i kirke i den mindre by Neuendorfe … bagefter var en gratis øl, men hver enkelt fik dog kun en kopfuld og så 2 cigarer pr. mand. Det var alt, som det kunne blive til. Vi fik ikke engang orlov til Königsberg. I stedet kunne vi bare ”kukkelure” i de her barakker. Den som forstår den sønderjyske dialekt, kan høre mellem linjerne, hvor skuffet han i virkeligheden er."

Syv dages orlov bevilliges

Først den 8. februar får han sin første orlovsbevilling igennem. Der bevilliges 7 dages orlov hjem til Hellevad, og han glæder sig naturligvis. Vennen 'Heise' er selvfølgelig misundelig, men det nytter jo ikke noget.

Ikke alt går dog efter planen. Samme dag som bevillingen går igennem, kommer en Feldwebel (da; gergent) over til ham og giver ham en ny ordre. Han siger: [da:]

„Schulz, De kan nu afløse denne mand her, fordi han skal gøre tjenesten med, og så kan De køre hjem på orlov i næste uge.“

([ty. original:] „Schulz Sie können jetzt diesen Mann hier ablösen das er Dienst mitmachen soll und denn können Sie nächste Woche auf Urlaub fahren“.)

Han nyder dog de sidste dage før orlovt, da han fra nu af næsten er tjenestefri. Han har gode dage.

”To gange om dagen henter jeg avisen til kaptajnen og gergenten, og et par gange om dagen kører jeg til Bataljonen [’s hovedkvarter (formodentlig)] og er pudser [sko- og støvle pudser formodentlig]. Derudover behøver jeg slet ikke deltage i tjenesten”

Ud over at onkel Matthias (morbror) hører vi i sidste brev før orloven om, at også "fætter Niels" fra Svejlund snart skal indkaldes, men mere om ham senere. 24. februar går det hjemad på orlov til Sønderjylland og Hellevad.

Efter orloven

I begyndelsen af marts (2/3) er han tilbage igen. Nu hører vi, at han sammen med en gruppe på 25 mand bliver udpeget til at skulle gå vagt foran Königsberg byport, ”Friedländertor”. Her pulserer bylivet forbi, og han synes det er dejligt med denne afvekslende beskæftigelse.

Krigen virkelighed rykker lidt tættere
Milert oplever en hel del ny forandringer her i marts måned. Der ankommer fx 65 nye folk til lejren fra Allenstein, Ost Preusen (ca. 130 km sydvest for Köningsberg). Dernæst underlægges 60 mand fra deres egen gruppe en ny kommando, som igen af dem egentlig kender årsagen til. Dernæst udtages 10 mand af hans gruppe (22/3) for at blive sendt til fronten i Serbien som sygehjælpere. Han fornemmer også selv, at der snart vil ske et eller andet med hans tilbageværende kammerater. De får først en meldig om, at de 31. marts alle skal flyttes til en anden kaserne i byen Lyck.

Flytningen udskydes dog. Dagen før de skal afsted får de melding om, at der er udbrudt skarlagensfeber i Lyck-lejren, og de må vente et par uger. Dagene går videre, og der er ikke meget tjeneste. De øver ind i mellem på at grave skyttegrave, men ellers nyder han det gode vejr.

Det er blevet varmere i luften, solen er i tiltagende, og han har set to storke. Foråret er på vej, skriver han. I et brev fornemmer man, at han her har fået lidt plads til at reflekterer lidt over hele situationen: ”Nu er det 4 år siden han blev konfirmeret sammen med sin søster Mie, og hvis ikke krigen var kommet imellem, så ville læretiden hos pibefabrikken i Løgumkloster være forbi.”, skrive han hjem.

Lyck

Først lørdag d. 15/4  ankommer de efter 4 timers togtur til Lyck om aftenen kl. 20:30. Milerts første skriftlige livstegn er en kort meddelelse om, at de nu er ankommet til en kaserne, som ligger midt i et område kaldet Masurischen Seen (da: De Masuriske Søer, som er et meget fladt område med ca. 2000 forbundne søer en masse uspoleret natur meget lig Finlands natur).

Lÿck ligger ca. 190 km sydøst for Königsberg og ca. 70 km fra den (daværende) Russiske grænse. Bemærk området med de mange søer, kaldet Die Masurischen Seen.

Til forskel fra egnen omkring Königsberg, så blev området her inddraget i krigen allerede i 1914. Første verdenskrigs allerførste offensiv mod Tyskland fra Russisk side, fandt sted her. Verdenskrigen brød som bekendt ud i aug. 1914, og straks efter angreb Russerne. Trods deres overlegenhed i antal (153.000 mand på tysk side; 191.000 på russisk side) så mislykkedes offensiven fuldstændigt. Den sidste russiske soldat forlod tysk område allerede d. 15. sept. 1914. [fn se bl.a. https://de.m.wikipedia.org/wiki/Schlacht_bei_Tannenberg_(1914) ] og https://de.m.wikipedia.org/wiki/Schlacht_an_den_Masurischen_Seen

Russerne angriber imidlertid igen et halvt år senere (7. - 22. feb. 1915), men denne gang prøver de at gennemtrænge De Mansuriske Søer sydfra, og netop dette angreb går hård ud over byen Lÿck. [fn https://de.m.wikipedia.org/wiki/Winterschlacht_in_Masuren]. Russerne har dog heller ikke denne gang heldet med sig, men de voldsomme kampe efterlader sig selvfølgelig mange ar i landskabet og især i byerne.

Milerts kompagni ankommer til Lÿck ca. 1 år efter disse begivenheder, men ødelæggelserne er stadig meget tydelige. Krigens alvorlige virkelighed er meget synlig her og gør et stort indtryk.

[Brev; 21. april 1916:]

”Vi ligger jo her i kasernen, - en gammel kasse er det. De nye kaserner er alle skudt i sænk. Næsten hele byen er skudt i sænk … kirken her er også skudt i sænk … Russerne har jo hærget her i 3 måneder og har efterladt alt ødelagt, vores klædeskabe, senge, alt er ødelagt … vi ligger næste alle på gulvet. Om natten sover vi 26 mand på én stue og her er kun 5 senge og 4 klædeskabe tilbage.”

Samtidig fortæller han dog om, at der bliver ryddet op i byen. Russiske krigsfanger er blevet sat til at rydde gaderne for murbrokker, og gaderne er nu næsten farbare igen.

Hans (”Heise”) Asmussen er med

Et stort lyspunkt er, at Milerts gode ven, Heise er kommet med. De sover oven i købet på samme stue nu, og det glæder naturligvis dem begge. Dernæst er forplejningen et lyspunkt. Maden her er noget bedre end i Schönfliss, skriver han. Milert roser maden i smukke vendinger, og man kan næsten høre nydelsen gennem linjerne: ” Schmekte mir vorzüglich” [da.; ”… smagte mig fremragende”] eller: ”Vi fik vælling med kanel … smagte mig særdeles godt”.

Intensivering af den fysisk træning

Anderledes er det med de daglige rutiner. Den fysiske træning her i Lück-lejren er betydelig hårdere, og han oplever nu for alvor den berygtede preussiske militærdisciplin. Han bliver kastet ind i en træning, som han ikke har oplevet tidligere, og der er ingen tvivl om, at han føler sig mere og mere fysisk presset.

[brev, 21. april 1916] ”Vi gør tjeneste fra 7 morgen til 7 aften, og ”Wir haben schon alle die Nase voll” (læs: ”Vi har alle fået nok”) … det er ikke sjovt at lege soldat hos det 147. kompagni. Det er tjeneste som forrykt. Man ved ind i mellem ikke om man et menneske eller dyr. Da havde vi gode dage i Schönfliess.”

Kun 14 dage efter ankomsten fortæller han (29. april), at han har fået så slemme fødder, at han næsten ikke kan gå for vabler. Han anmoder derfor om at blive fritaget for eksercitsen – og bliver det!

Årsagen til den intensiverede træning viser sig imidlertid at være målrettet mod ”den stor appel”, som han kalder det. 19. maj ankommer således to majorer og flere officerer og skal inspicere alle tropperne, hvilket igen peger i retning af, at de meget snart skal ”afsted” (til fronten). Herunder et citat som knytter sig til dagene op til „den store appel”.

[brev, 21. maj 1916]„Det har været en streng uge. Fra morgen til sen aften og hele tiden vaske i vores fritid. Først har vi haft hård tjeneste og straks efter tjeneste tilbage og vaske al vores grej. Samtlige ting, som en soldat bruger i udrustningen skulle vaskes. Da vi var færdige om aftenen, var vi også så trætte at vi straks lagde os på halmmåtten, og i kan tro vi sov godt. – Den anden dag fortsatte vi straks næste morgen kl. 6 med tjeneste og så igen tilbage til skrubningen, og sådan gik det hver dag helt frem til fredag (19/5). Da havde vi „stor-appel“. Da kom 2 majorer og flere officerer og kiggede på sagerne.”

Fotografiapparatet og aviser

Allerede ved ankomsten til Lÿck og især ved synet af de mange ruiner bl.a., får han en ide. Han får lyst til at fotografere. Milert må have været så heldig at eje et fotografiapparat, men apparatet ligger bare derhjemme i Hellevad. Både i april og maj anmoder han gentagne gange om ikke godt de vil sende apparatet ned til ham, men forældrene er imod det. Vi får ikke præcist at vide hvorfor, men årsagerne kunne jo være, at det let kunne gå i stykker eller bliver væk eller værre, blive stjålet. Det irriterer ham temmelig meget, men er ikke så meget at gøre ved det naturligvis.

Til gengæld indvilliger de i at sende aviser ned til ham, hvilket han er ret glad for. Flere gange understreger han, hvor svært det er at følge med i krigens udvikling. ”Vi får vi jo ikke noget at vide”, som han skriver. Fra nu af bliver det en ugentlig oplevelse for ham at få aviser og andre blade tilsendt.

Fætter Niels

Allerede i februar 1916 begynder Milert at spørge ind til, om ikke snart ”fætter Niels” skal indkaldes, og først i maj (2/5) ankommer nyheden om, at Niels nu er blevet indkaldt, og allerede ugen efter modtager han det første feltpostkort fra Niels. Han er blevet sendt til vestfronten og afsender adressen siger: Nideck, vest for Strasbourg i Alsace. 21. maj får han et nyt kort, hvori Niels fortæller om sin første march på 22 km, men da Milert omtaler dette i et brev til sine forældre, tilføjer han et karakteristisk skælmsk smil i øjenkrogen ”… men det var uden tornyster” – underforstået: Lad os se, hvad han fortæller, når marcherne bliver med tornyster.

Tjenestepigen Misse

Fætter Niels kom fra Svejlund (ca. 5 km vest for Hellevad), fra den gård, hvor Milerts far blev fangevogter (jfr. kap. 1). På gården her boede Jens og Mie Dau (fn: se tillægget PERSONER) og så deres søn Niels, men gården havde også på skift haft to tjenestepiger. Den ene hed Bodil og den anden blev kaldt ”Misse”. Begge pigerne var i øvrigt døtre af plovfabrikant Frederik Wilkens, Bovlund. Midt i al korrespondancen mellem Milert og hjemmet i Hellevad begynder her i april og maj 1915 pludselig at dukke postkort op, som er sendt til ”Misse Wilkens”. Det er meget sandsynligt at disse postkort indirekte fortæller noget om, hvad Milert (bl.a.) foretog sig på sin første orlov (24/2 – 3/3). Milert og ”Misse” blev nemlig gift efter krigen (den 22. sept. 1922), og Anne Marie f. Wilkens (1898-1995) og blev dermed vores bedstemor.

To helbredsproblemer

Tilbage i Lÿck. Selv om det umiddelbart lyder mærkeligt, sker der først i junis begyndelse noget meget afgørende for Milerts senere skæbne. Han har problemer med det højre knæ.

[brev, 6. juni 1916]”Jeg har meldt mig syg i dag. Jeg kan ikke bøje mit højre ben, fordi huden over knæskallen er hævet. Nu har jeg lige været ved lægen, som har udskrevet 3 liggedage i sengen. Hver dag skal jeg ligge med koldt omslag med eddikesur Thonede [fn = eddikesur lerjord – også kaldet ”Burows Væske”. I Tyskland også kalde ’heil-erde’ altså ’helbredende jord’!] om knæet. Så har jeg i det mindste lidt ro og kan få mig ordentlig udhvilet.”

I samme brev indrømmer han (for første gang i øvrigt!), at han har ondt i tænderne dvs. fire huller i kindtænderne!

[brev, 6. juni 1916] ”Mor – send mig hellere marmelade i stedet for honning, fordi jeg får så frygtelig tandpine af honningen. Jeg har nemlig intet mindre end 4 huller i de store kindtænder.”

Der er ikke tegn på, at han kommer til tandlæge med tænderne, men til gengæld får han i den grad behandlet knæet. Hør blot!

[brev, 10. juni 1916:]

”Jeg ligger stadig i sengen med mit knæ. I morgen skal jeg igen til lægen.”

Lægen vurderer nu, at han skal på Lazaret og her må lægerne træffe beslutning om det videre forløb. Et par dage senere skriver han hjem om det videre forløb.

[brev, 15. juni 1916:]

”Mit knæ blev værre og værre og til sidst ganske tykt. Det har ændret sig fra en stor ophævning til slimsækbetændelse. Da lejrlægen så, at det ikke kunne hele, sendt han mig på lazaret, hvor jeg har ligget siden i forgårs.

De lod mig ligge stille til i dag, men da det ikke er blevet bedre, så har de opereret knæet i dag kl. 12. Jeg vil altså lige sige kære forældre, det gjorde virkelig ondt. Jeg skreg som et lille barn. Først gnubbede de mit knæ ind i Jodiform – en slags helbredende middel. Som smurte de en anden slags flydende på, og så sprøjtede han ind i knæet. Så lå jeg et minut stille, og så skar de knæet op – altså et snit tværs over knæskiven. Jeg kan godt fortælle jeg, at det gjorde ondt, og så trykkede han voldsomt på knæet. Hold op hvor jeg skreg. Da han var færdig med at trykke, skar hen endnu noget hud fra, og det gjorde heller ikke godt. Da lægen skar knæet åbent – det var temmelig stramt og rødt – da sprøjtede materien ud, så lægen blev oversprøjtet med materie. Nu har det dog givet en vis lindring i knæet, men hvem ved om det bliver helet igen. Sådan noget har jeg dog aldrig fejlet i mit liv.”

Knæoperationen betyder, at han bliver på lazarettet i flere uger. Operationsarret bliver tilset dagligt, og 10 dage senere begynder han at gå på knæet igen. Men hele forløbet tager tid, og alt i alt ligger han på lazaret i hele 41 dage! (13/6 – 24/7). Herunder ses et lille uddrag i citat.

[brev, 18. juni 1916:]

"I går tog de operationsforbindingen af. Da så jeg såret men puha hvor så det hæsligt ud. Det stykke, som lægen snittede og ca. så stort [i brevet ses en blyanttegning af et ca. 5 x ½ cm åbent hul]. Så trykkede de igen en hel masse ud, og det gjorde virkelig ondt, men knæet gør ikke så ondt som tidligere. I dag har sygeplejersken lavet en frisk forbindning, og det bliver gjort hver dag. – I dag er der igen kommet meget ud, men jeg mærker ikke så mange smerter mere, kun det øjeblik, hvor sygeplejersken trykkede på såret.

[brev, 26. juni 1916:] Jeg kan nu fortælle, at det går meget bedre med mit knæ. I dag har jeg været lidt oppe. Nu føler jeg heller ingen smerter i benet mere sådan som tidligere. Nu skal såret blot hele, der hvor lægen har snittet. Såret ser meget bedre ud, men det vil nok vare et stykke tid endnu inde det er helet helt op. Der kommer heller ikke mere materie ud. Jeg får nu kun ny forbinding på hver 4. dag med en slags ”Höllensteinsalbe”. Ind til nu har jeg ellers fået en slags alkoholforbinding. Jeg glæder mig dog over, at knæet blev skåret op, for nu er den slag trods alt ude af kroppen.

[brev, 5. juli 1916:] ”… har lige fået en frisk forbinding på mit knæ. Det ser upåklageligt ud … ” [brev, 19. juli 1916] ”… jeg er stadig på lazaret. Knæet heler godt.” [brev, 21. juli 1916] ”… knæet er næsten fuldstændig helt, og jeg kommer nok ud i næste uge …” [brev, 24. juli 1916] ”… kan fortæller, at jeg nu er blevet udskrevet …”

Hans (Heise) Asmussen og Milerts veje skilles i Lück

Imens Milert har ligget på lazaret er der sket mange ting. 10. juli kommer Heise tilbage til Lÿck efter en lidt længere orlov, men Heise har absolut ikke lyst til soldaterlivet længere. Milert får også nyheden om, at han han fik en lillesøster 5. juli. Milert er slet ikke begejstret, og forsøger at fortæller forældrene, at nu må det være nok med 12 børn! Et kirkebogsopslag 9. juli fortæller i øvrigt at lillesøster bliver døbt Anne (trods det at hun blev kaldt Anni i hele (sit liv!)). En anden lille detaljer i dåbsnotatet er, at en Anne Asmussen er fadder ved dåben. Mon ikke det er naboen, altså Heises mor!

Blot seks dage senere sker noget afgørende nyt. Heise og Milert må sige farvel til hinanden. Heise skal til vestfronten og deres veje må skilles. Det er klart at afskeden var svær, og tabet og melankolien høres tydeligt imellem linjerne flere steder.

[brev, 16. juli 1916:] ”Ja nu er jeg helt alene her. Min kære ven Hans er i dag rejst til Frankrig. Altså skulle vi to desværre ikke med hinanden. Hvem ved hvad Gud har i sinde med os, men det har været hans vilje, at han skulle afsted. Han var her på lazarettet i går aftes for at tage afsked med mig. Det gik mig helt til hjertet, at han skulle afsted nu. Hvem ved om vi ser hinanden igen her på denne jord … havde egentlig indhentet orlov for at gå en tur med Hans, men når han nu er taget afsted, kan det hele jo også være lige meget.”

[brev, 21. juli 1916:] ”Har i hørt fra Hans, hvordan det går og hvor han er? Han har skrevet et par kort til mig undervejs [på rejsen]. Det gjorde virkelig hjerteligt ondt, da han tog afsted. I går fik jeg kort fra Hans. Det går ham ret godt. Foreløbig kommer han ikke ud til fronten.”

Efter den 16. juli, hvor en stor gruppe (incl. Hans Asmussen) sendes afsted til Frankrig, så er der nu kun ca. 40 mand tilbage af kompagniet, og nogen af disse skal endda på høstorlov. Tidligere har det også været afsendt en gruppe til Rusland, men begge gange er Milert altså gået fri på grund af sit lange lazaretophold.

Fra midten af juli til midten af august genoptager han nu de daglige rutiner:

• undervisning fra kl. 7-8
• eksercits fra kl. 8:30
• 11:30, middagspause
• 14:30 til 15:30 rengøring af gevær
• kl. 16:00 til 17:30 rengøring af stue og lejrplads
• kl. 18:00 til 19:00 pudsetime, aftensmad og så
• i seng kl. 21:00.

Matthias Møller (1877 – 1916)

Ingen hører mere til Milerts onkel Matthias Møller efter august 1916. Set i dette lys er nedenstående brev det sidste brev fra hans søster, (Andreas J. Schulz’ hustru, Anne Marie Schulz) mens han (formodet) endnu var i live.

Kære Broder Mathias!

Tak for Lykönsknings Kortet som vi modtog forleden Dag. Hvordan gaar det dig ellers - er du i Skyttegraven eller er du endnu uden farer, jeg har ikke talt [med] Thyra [Matthias’ kone] saa vi ved jo ikke rigtig hvordan du har det.

Ja i dag var jeg i Sveilund og havde jeg et Kort med om Niels [Dau, nevø] fra sit Comp[agni] at di waren ins Feld gerückt. D 30 Juli og d 10de havde di ventet ham Hjem paa 4 Ugers Orlov, dette var noget andet end Hjem, han er nu kommen til Frankrig hvorhen veed de endnu ikke da han ikke har skrevet.

Du kan tro de er ikke godt deroppe nu - du kender jo nok naar han er gal i Hovedet, saa gier det ordentlig og du kan tænke hvem der faar [underforstået; Jens Dau’s kone]. - .

Hvor er det en Sörgelig Tid der bliver rigtig nok talt til det Enkelte Menneske. Men det synes ikke der er stor Lyst til Gud endnu og Han vilde dog saa gjerne frelse Synderen. Har du nogle som du kan deele Guds [Ord] med kære Broder - det gælder om at klynge sig til det reene Guds Ord. Hans Forjættelser ihvordan de end lyder de staar fast de er godt at vide sig bjærget i Hans Haand - ingen kan rive os ud derfra. Ja Herren förer Sin[d]e ud forskjellige Veie - En ad den Vei en anden anderledes, men vi veed at hvordan end det gaar saa gaar det dog Hjemad saa sandt vi forbliver Ham tro. Herren er mægtig til at bevare so naar det er Sin Vilje.

Jeg har Ond ad [læs: af] med dig kære Broder at du skulle saa haardt med, men er du ellers Sund og Rask er der jo saamange der lider samme Skæbne [-] Niels skrev ogsaa det var godt der var Kammeradskab ellers var det svært at holde ud. Nu er der kun faa tilbage. Alle Milerts Kammerader er ogsaa kommen til Frankrig. Milert slap fordi han laa paa Lazarettet [-] nu er han igjen i Tjenesten de er kun 3 holden [læs: tilbage] paa sit [læs: hans] Aargang [-] 2 Berliner.

Ja nyt er der ikke noget af. Petersens i Sveilund har faaet en Datter, næste Söndag er der stor Fest nede i Præstens Have [-] vi har meget at takke for at vi har Landefred i vort kære Nordslesvig Herren bevarer os fremdeles. Ja nu vil jeg slutte denne gang med Haab om at du har det godt. Har du Tid da skriv engang. Lev nu vel og Herren være med dig.

Mange Hjertelige Hilsner fra heele Familien i Hellevad [-] din søster Anna.

Arÿs
Med et farvel til vennen Heise (Hans Asmussen) og nyheden om at fætter Niels Dau nu også er kommet med i krigen, sidder Milert nu tilbage sammen med de sidste 40 mand i Lÿck. De venter kun på en ting, - at de nu efter endt uddannelse skal afsted ud i krigen – ud til en eller anden front, og det afgørende er hvilken front.

Den 11. august kommer en melding, men en helt anden, end den han havde ventet. Til sin store overraskelse får Milert beskeden om, at han skal rejse til Arÿs [i dag = polske Orzysz] og ikke til en frontlinje. Arÿs ligger kun ca. 100 km vestpå i forhold til Lÿck.

Flytningen hertil betyder imidlertid mere end det at være sluppet for fronttjeneste. Flytning til Arÿs betyder, at han er blevet optaget i et maskingeværkompagni, og at han skal efteruddannes som maskingeværskytte. Dertil kommer, at en placering i fremtiden ved fronten vil blive anderledes. En maskingeværskyttes placering er en mere defensiv og bedre beskyttet placering, end infanteriets almindelige skytter. Senere nævner han også andre fordele, nemlig avancementsmulighederne. Han kan fx lettere blive udnævnt som ”Gefreiter” (rang svarende til korporal) og måske endda blive underofficer.

Milert er naturligvis jublende glad for denne nye melding. Han skriver bl.a. følgende hjem til Hellevad.

”Jeg glæder mig over, at jeg er kommet ind i maskingeværkompagniet. Nu behøver man ikke længere slæbe på alt det krims krams, som en infanterist skal bære på. Her går vi kun med en bæltesidepistol, en rem og en pistol. Maskinpistolen bæres, og vi går komfortabelt bagefter. I den første tid skal man være rigtig forsigtig, indtil man har lært våbnet godt at kende. Det er noget mere interessant end med ved infanteriet. I felten har vi det også bedre. For det første undgår vi strabadserne og marcherne, og for det andet kommer vi ikke til at deltage i stormangreb … ”
[Kilde: brev 1916-08-11 (oversat fra tysk)]

Med den nye melding bliver orlovsmulighederne imidlertid udskudt. Der kommer mindst til at gå 6 uger inden der igen kan blive tale om evt. orlov, men det må han leve med. Udsigten er, at han nu straks skal modtage ny teoriundervisning. I forløbet skal han også sendes ud på øvelsesterræn i nærheden af Warschau (i dag Polens hovedstad Warszawa) eller Döberitz (vest for Berlin) inden de er færdiguddannede og kampklar.

I august-brevene fortæller han flere gange om uddannelsen.

” … Vi er allerede i gang med maskingeværuddannelsen. Det er nu sjovere end hos infanteriet. Tjenesten er meget let. Vi har undervisning hver morgen og eftermiddag. Men man skal være omhyggelig med, at man kender alle dele og skruer på geværet. I dag skød vi med løst krudt. I næste uge går det temmelig sikkert løs med skarpe patroner. I løbet af et minut kan MR [maskingeværet] affyre 450-500 skud...”

[Kilde: brev 1916-08-26 (oversat fra tysk)]

” … Hver dag er jeg i bevægelse fra morgen til aften … Vi bliver vækket hver morgen kl. 05. Fra kl. ½8 til ½11 har vi undervisning om MG (maskingeværet). Fra ½11 - ½3 har vi middagspause og spiser frokost. Derefter fra ½3 - 4 har vi undervisning igen. Fra 4 til 5 kaffepause, og kl. 17.00 har vi 'parole'/(parade). Fra kl. ½6 til kl. ½7 igen undervisning. Fra kl. ½7 til ¼ efter 7 geværrengøring. Sådan er det hver dag. Vi har endnu kun skudt med skarpt én gang.”

[Kilde: brev 1916-09-05 (oversat fra tysk)]

”Vi skyder hver dag. I morgen skal jeg skyde 500 patroner igen. Det er meget sjovt, når kuglerne sådan flyver væk. Men jeg vil ikke råde nogen til at gå ind i sådan en maskingeværkugleregn. Så er man uopretteligt tabt. Sådan et gevær er lige så meget værd som 80 mand…”

[Kilde: brev 1916-08-17 (oversat fra tysk)]

Maskingeværet blev 1. verdenskrigs største dræber. Alle hære havde før 1914 indført maskingeværet, men oftest i tunge versioner på 40-60 kilo, og var derfor ikke velegnet til angreb. Desto større betydning fik det for forsvaret. Maskingeværet var stærkt medvirkende til, at krigen på Vestfronten blev en stillingskrig. Maskingeværet var placeret på en trefod eller slæde og blev betjent af 3-4 mand. Det kunne affyre 400-600 skud i minuttet, hvilket medførte uhyre tab ved de traditionelle massestormløb mod fjendtlige stillinger. Ammunitionen fandtes i udskiftelige magasiner eller bælter. Luft- eller vandkøling sørgede for, at de mange skud ikke fik løbet til at overophede og smelte sammen. Den tyske hær var fra 1908 udstyret med Maxim-maskingeværer, mindst 24 stk. i hver infanteridivision. [Kilde: www.denstorekrig1914-1918.dk ]

Milerts onkel Mathias dukker op i erindringen igen i august. ”Hvor mon han blev af?”, ”Har i ikke hørt mere om Mathias, og ”Det ville godt nok være trist for Thyra (hustruen), hvis den kære onkel skulle være død”. Han spørger også til, hvordan det mon går med Hans Asmussens far, som er blevet indkaldt, hvordan det går med fætter Niels (Dau). 26. aug. skriver Milerts søster nemlig, at Niels allerede skulle være blevet indlagt på et lazaret, men ingen detaljer. 7. september (og igen 19. sept.) får han dog livstegn fra ham. Niels er tilsyneladende kommet ud af lazarettet igen, men han er absolut ikke glad ved at være ved fronten i Frankrig.

Maskingeværuddannelsen viser sig at blive suppleret med endnu en tillægsuddannelse. 13. september fortæller han, at nu også bliver uddannelsen som telefonist. Han er ovenud begejstret. Det fortælles nemlig, at telefonister hele tiden ligger godt beskyttet i skjul for fjenden, når det gælder fronten.

”I løbet af denne tid blev jeg uddannet som telefonoperatør og med mig 11 andre kammerater. Dette er endnu lettere end arbejde med maskingeværet. I marken har vi det perfekt. Sidder altid inde i ly (i en understand). En dejlig udskrivningspost i marken. I dag har vi f.eks. lagt telefonledninger ud og sat en telefon op i begge ender. Samtalerne var upåklagelige.”

[Kilde: brev 1916-09-13 (oversat fra tysk)]

Nu dukker også Milerts lillebror Matthias op i brevene. Han er nu 17 år, og har fået en stilling i landbruget i Gestrup ved Agerskov. Familien beretter om, at han har forhandlet sig til en løn på 1000 Mark om året, og lidt senere får vi at vide, at han allerede er flyttet til Sindet, fordi han her kan få 1100 Mark om året. Milert under ham det vel, men det er ikke uden en vis forlegenhed i teksten, at han minder sine forældre om, at han som soldat kun tjener 33 penning om dagen (ca. 117 Mark om året). Måske afspejler Matthias' høje løn manglen på arbejdskraft i landbruget.

Döberitz

Sidst i september bliver det afgjort, at Milert hold skal til Döberitz vest for Berlin. Lokaliteten ligger i et stort skov- og hedeområde vest for Berlin. Holdet forlader Arÿs 24/9 kl. 13 søndag middag og kører med et orlovstog til Berlin, hvor de overnatter. Mandag d. 25/9 kl. 17:30 ankommer de til Döberitz.

Döberitz-området har været brugt som militært træningsområde siden 1700-tallet. Indtil 1890 har de fleste af de Berlin- og Potsdam-baserede tropper trænet i skydeområdet, men den disponible plads var snart ikke nok. Mellem 1893 og 1894 besluttede chefen for generalstaben at købe 4400 ha jord i Döberitz og beordrede omgående afskovning af 3/4 af jorden. Øvelsespladsen blev brugt under både 1. og 2. verdenskrig. Under 2. verdenskrig var der også flyplads tilknyttet.

Krigens virkelighed rykker tættere på

I Döberitz hører han to gange fra ’Heise’ (Hans Asmussen). Første gang (28/9) fortæller ’Heise’ at en af de kammerater, som blev indkaldt sammen med Milert og Hans, er blevet ramt af en granat og er død. Anden gang sender Hans et foto (som desværre er gået tabt) med ordene, at det går ham stadig godt.

Flere gange drømmer han dog stadig om orlov. Han er jo nærmere på Sønderjylland og Hellevad, da han lige nu befinder sig vest for Berlin, men nej. Det kan ikke komme på tale, så længe de er under uddannelse her. På et tidspunkt kompenserer han lidt ved en søndag (8/10) at tage ind til Berlin. Her får han set slottet Schönbrunn, men aflægger også et sygebesøg. I Berlin ligger nemlig den tidligere omtalte ”Lorenz Thomsens søn”, Jacob Thomsen fra Løgumkloster på lazaret. Under besøget erfarer han, at Jacob kun har været 4 uger ved fronten i Galizien og er alligevel allerede blevet såret i højre fod og højre ben.

Da han er tilbage i Döberitz for han en langt mere trist nyhed. Med lidt forsinkelse får han meldingen om, at fætter Niels nu er død (24/9) i Frankrig.

Mindeparken, Aarhus

Der er heller ikke noget nyt om onkel Mathias, hvilket i sig selv er foruroligende. Krigens virkelighed rykker tættere og tættere på, og det gør indtryk. Det er som om, at han er klar over, at nu varer det ikke længe, inden han selv skal afsted. Noget af det sidste han gør, inden han forlader Döberitz er fx at han pakker den gamle trækuffert med private ejendele og sender dem hjem.

I morgen sender jeg jer min „Kasten“ (den hjemmelavede kuffert) og en pakke med mine egne sager. Nøglen til slottet ligger i den lille pakke.

[Kilde: brev 1916-10-18 (oversat fra tysk)]

Måske får vi her et glimt af en lille (formodet) gave fra Berlin til sine små søskende, ”Nøglen til slottet ligger i den lille pakke”.

Arÿs
Lørdag d. 21. oktober forlader han øvelseslejren i Döberitz og hans gruppe rejser tilbage til deres kasserne i Arÿs, Østpreussen. Først overnatter de i Berlin, og søndag morgen går togturen til Ebling, hvor der tilsyneladende er et kortere ophold (ankomst 8:30 om morgenen – afgang 14:30). Søndag aften ankommer de til Allenstein ved 18-tiden og tager der en overnatning i en Røde Kors lejr her. Mandag morgen går turen til Lÿck (ankomst kl. 13.00) og herfra til Arÿs (ankomst kl. 15:00). Alt i alt godt 2½ dags rejse. Det gik ikke så hurtigt dengang.

Flere steder i brevene fornemmer man nu for alvor, at Milert opfatter sig selv, som værende sat i venteposition til afgangen mod fronten. Det er ganske naturligt, selv om han har været usædvanlig heldig. Der er nu gået over et år siden indkaldelsen i oktober 1915, og han har indtil nu undgået fronten. Især betændelsen i knæet, operationen og den efterfølgende lange hviletid på lazarettet betød, at han hverken kom til vest- eller østfronten. Og nu efteruddannelsen som maskingeværskytte og telefonist har betydet endnu en udskydelse. Men så tiden også snart være inde.

Men måske var det endnu en mulighed. Ønsket om orloven, som blev udskudt med mindst 4 uger, dukker pludselig op igen, bl.a. fordi forældrene minder ham også om den udskudte orlov i et brev. Mon den stadig er en mulighed? Han forsøger derfor endnu engang, men lige som håbet var tændt, så slukkes det igen.

Som jeg kan se på dit kort, så venter i mig hjem på orlov nu. Jeg ville også have været hjemme i aften, hvis altså jeg havde fået lov. Men desværre mislykkedes det. Jeg var personligt med kaptajnen, men han bad mig om at indsende ønsket skriftligt, hvilket jeg så også straks gjorde. Dagen før i går fik jeg at vide, at min ansøgning blev godkendt. Så jeg var i stand til at køre herfra i går eftermiddag. Selvfølgelig var jeg glad. Jeg pakkede straks alle mine ting. Overleverede mit sengetøj[?] og de andre ting til korporalen og klædte mig på til rejsen. Da vi så ved halv et tiden skulle hente vores orlovsbevis og kørekort, fortalte de os på skrivestuen, at vi ikke kunne rejse alligevel.Det var jo meget trist, men hvad skal jeg gøre? Vi var nødt til at hente vores ting fra korporalen igen.

[Kilde: brev 1916-11-04 (oversat fra tysk)]

Oveni i skuffelsen går der nu også kuk i postforsendelserne, og noget brød ankommer muggent og i flere dage må han spise tørt brød og ellers ”kohldampf schieben”, som han udtrykker det (da; sulte). Og en ulykke kommer sjældent alene.

”… jeg havde i går frygtelig tandpine … ”

[Kilde: brev 1916-11-16 (oversat)]

Man kan undre sig over, at han ikke går til tandlægen, men man må huske, at kuren mod tandpine dengang var ofte indsnævret til en mulighed, nemlig at trække tanden ud – uden bedøvelse! Det fremmer jo ikke ligefrem lysten til at gå til tandlæge.

I november opsøger Milert flere gange nogle lokale kristne familier/samfund, som holder ”samtalemøder” og korsang (lige som derhjemme), og hver aften spiller han på harmonium i det lokale missionshus. Disse behov er helt naturligt en forlængelse af det kristne ramme, som han er vant til hjemmefra, og ganske givet har været mentalt gavnligt og til stor hjælp for ham. Han har haft mennesker omkring sig, som han kunne dele sine tanker med.

I sidste brev fra Arÿs står det imidlertid klart, at nu er det nu. Rygtet går i lejren, at en gruppe skal udpeges til fronten på Balkan, nærmere bestemt Makedonien, og Milert bliver en af dem, som skal med. Nu er der kun rejsen tilbage, og så kommer den egentlige konfrontation krigens frontlinje.

Det sidste brev fra Arÿs er derfor meget alvorligt. Ordene er valgt med omhu. Man kan ikke lade være med at tænke, at dette er et brev, som forældrene skal have, hvis det skulle gå så galt, at han mister livet. Formuleringerne minder meget om et afskedsbrev.

Kære forældre og søskende. Nu må jeg pakke min rygsæk. Ja kære, timen er nu kommet, hvor vi rykker ud til fronten. Vi tager af sted i morgen tidlig kl. 06.30 …
… så dette er det sidste brev, som I vil modtage fra mig herfra. Hav nu ingen bekymringer for mig mine kære. Herren er med os alle ['telben']. Også ved fronten. I ved, at jeg er sikker i Guds hånd. Han er min tilflugt igen og igen. Må Herren snart føre os hjem sunde og raske. Så lev da vel, forældre og søskende. For sidste gang rækker jeg jer hånden. Og hvis vi ikke ses igen, så går vi til et bedre land.
Til slut igen mange hjertelige hilsner og kys og Gud i vold. Jeres søn og broder, Milert

[Kilde: brev Arÿs 1916-11-18 (oversat fra tysk)]